Thelander: Skal lære af Europa
Illustration
Superliga

Thelander: Skal lære af Europa

Rasmus Thelander ser frem til Europa League-gruppespillet og muligheden for at suge vigtig erfaring til sig.

Den 23-årige AaB'er Rasmus Thelander er fast mand hos de danske mestre, der den 18. september forhåbentlig starter et nyt godt eventyr i Europa. AaB er sikret seks kampe i Europa League, hvor holdet møder Rio Ave, Dynamo Kiev og Steaua hjemme og ude.

Og selv om det måske ikke lyder som de mest sexede modstandere, så er det alligevel en mulighed for at lære og blive mere erfaren.

- Jeg ser meget frem til at spille europæisk, og jeg glæder mig til at spille i Europa League med AaB. Jeg havde et godt år i Superligaen sidste år, og muligheden for at komme ud og måle sig i Europa ser jeg frem til. Først og fremmest går det lidt hurtigere i tanke og handling i europæiske kampe, og det er noget, jeg kan lære af. Det hele er på et højere niveau, siger Rasmus Thelander til tipsbladet.dk og uddyber:

- Det er svært at sige, hvad vi kan forvente, for der er jo forskel på, hvem du møder. Et hold som Apoel (som slog AaB ud af CL-kvalifikationen, red.) var der jo stor forskel på ude og hjemme. Nu må vi se, vi glæder os i hvert fald til kampene og Europa.

Den tidligere AB-stopper har siden Lasse Nielsens skifte til Holland været fast mand på det AaB-hold, der i sidste sæson tog sig af "the double", altså både det danske mesterskab og DBU Pokalen. I DBU Pokalen blev Rasmus Thelander den store AaB-helt med to scoringer i pokalsejren over FC København, der var foran 1-0.

Nu er det så, at frugterne af sidste sæsons store arbejde skal høstes, men AaB har ikke glemt, at der også skal arbejdes hårdt i Superligaen, hvor det er blevet til en lidt svag start med syv point i seks kampe.

- Det er noget, vi har meget fokus på, for vi skal tilbage på sporet i Superligaen. Vi skal have nogle point på kontoen. Vi har ikke helt nået topniveauet eller fået så mange point, som vi havde håbet. Men spillet er ikke helt så skævt, så vi arbejder på at rette det hele lidt til, så vi får nogle flere point, siger Rasmus Thelander.

AaB har faktisk kun tabt en enkelt gang i årets Superliga, men fire af holdets seks kampe er endt uafgjort. På det personlige plan var forsvarsspilleren genstand for en del rygter i transfervinduets sidste uge. Rygter, han ikke gider tale om, fordi han er glad for at være i AaB.