Sag åbnet mod Serbien og Albanien
Illustration
EM

Sag åbnet mod Serbien og Albanien

Det europæiske fodboldforbund UEFA har åbnet sag mod Serbien og Albanien, efter opgøret blev afblæst på grund af tilskueruroligheder.

Efter opgøret mellem Serbien og Albanien blev afbrudt grundet tilskueruroligheder, har det europæiske fodboldforbund UEFA valgt at indlede en disciplinærsag mod de to lande, skriver nyhedsbureauet AP.

Det sker, efter at en drone kort før første halvlegs slutning fløj ind over stadion i Beograd med et albansk flag i. Efter et par minutter fangede en serbisk spiller dronen, pillede flaget af, og det udløste så utilfredshed fra de albanske spillere. Endnu værre blev det, da serbiske tilskuere begyndte at rende på banen for at blande sig, og siden blev der kastet med stole, ligesom der var håndgemæng, for at sige det mildt.

Dommer Martin Atkinson ville oprindeligt sætte opgøret i gang igen, men Albanien krævede, at tilskuerne forlod stadion, før de ville gå på banen igen, derfor blev kampen ganske enkelt ikke færdigspillet.

Efterfølgende har den albanske anfører Lorik Cana udtalt, at albanerne frygtede for sikkerheden, og at de ikke var mentalt parate til at spille. Branislav Ivanovic, Serbiens anfører, ville gerne have spillet videre.

Nu vælger UEFA altså at se nærmere på omstændighederne, der også kan få betydning for Danmarks opgør i Serbien, hvis eksempelvis serberne bliver bedt om at spille for lukkede døre i den næste landskamp. Det er den 14. november, at Danmark skal til Serbien for at spille.

En afgørelse ventes inden for to uger.