FC København ude af Europa League efter overtidsscoring
Illustration
Europa League

FC København ude af Europa League efter overtidsscoring

FC København indkasserede et skuffende nederlag i overtiden og er dermed ude af dette års Europa League.

Kravet var en FC København-sejr, da de torsdag aften tørnede sammen med HJK i Europa League, men det endte med et skuffende 2-1-nederlag i stedet. 

FC København befandt sig inden opgøret nemlig på tredjepladsen i gruppen med tre point op til Club Brugge, men det var ikke til at se i kampens begyndelse, at det var FC København, som skulle ud og hente de tre point. 

Det var nemlig HJK, som var farligst i kampens første halvdel, og allerede efter tre minutter, var HJK tæt på. 

Tainio blev nemlig sendt i dybden, og fra en spids vinkel forsøgte han sig med en afslutning, som gik lige forbi den bagerste stolpe. 

Efter 16 minutter viste HJK igen tænder. Denne gang var FCK blevet fanget i en kontra, og det udnyttede HJK til at sende et angreb afsted ned langs højrekanten. Herefter blev der sendt et indlæg ind i feltet, og hverken Antonsson eller Nilsson fik afvist det indlæg, og derfor kunne Väyrynen heade mod mål, men afslutningen gik over. 

FC København begyndte at få mere og mere boldbesiddelse i opgøret. Men de havde megen besvær ved at veksle det til chancer, mens det finske mandskab var anderledes farlige især på omstillingerne. 

Efter en halv times spil var Väyrynen igen på spil. Han snød Steve de Ridder på kanten af feltet, hvorefter han sendte en afslutning afsted. Den fik Stephan Andersen pareret, men Gideon Baah udnyttede returen og bragte HJK foran 1-0, hvilket også var stillingen ved pausen. 

I anden halvleg kom FC København bedre med i opgøret. I det 52. minut forsøgte Gislason sig med en afslutning fra distancen, mens skuddet susede forbi den fjerneste stolpe. 

Og herefter stod der FC København på det hele. I visse periode lignede det regulært powerplay, og det virkede som om, det kun var et spørgsmål om tid, før det danske hold ville få udlignet. 

I det 65. minut var det Pierre Bengtsson som slog et godt frispark ind mod den bagerste stolpe, hvor Per Nilsson fik sendt en afslutning afsted, men Antonio Doblas hev en pragtredning ud af ørmet og forhindre FC København far at få udlignet. 

Igen i det 73. minut var det tæt på, da bolden efter lidt klumpspil havnede hos Steve de Ridder, som flugtede til bolden, men bolden ramte i stedet HJK-spiller i ansigtet. 

I det 84. minut kom kampens største chance. Bengtsson havde slået et indlæg ind i boksen, som Doblas gik forkert af, og i stedet havnede bolden for fødderne af Andreas Cornelius, som var foran et helt frit mål. Men i samme sekund, som han sendte sin afslutning afsted, kom en HJK-spiller glidende fra siden, og fik blokeret skuddet. 

Men fem minutter senere kom forløsningen og den scoring, som FC København gennem hele anden halvleg havde lagt op til. 

Målet blev sat ind af Per Nilsson efter en situation, hvor Cornelius få sekunder forinden havde ramt overliggeren. Men FC København formåede at fastholde presset og fik sendt endnu en bold ind i feltet, som Cornelius headede videre til Nilsson, som sendte bolden i nettet til 1-1. 

Derefter lignede det meget en pointdeling. HJK havde ikke haft noget at byde på i hele anden halvleg. Men ikke desto mindre var det dem, som endte med at løbe med sejren, efter de bragte sig foran i dommerens overtid. 

Det skete efter HJK slog et fornemt indlæg ind mod Kandji, der kastede sig imod bolden og headede bolden ind bag Stephan Andersen. 2-1. 

Det blev kampens slutresultat, og dermed indkasserede FC København et ufortjent nederlag, som samtidig sendte dem ud af Europa League. 

Det andet opgør i gruppen mellem Club Brugge og Torino sluttede målløst 0-0.