Schöne gider ikke skifte klub i januar
Illustration
Benelux

Schöne gider ikke skifte klub i januar

Den danske landsholdsspiller Lasse Schöne har kontraktudløb til sommer, og han leger med ideen om at prøve noget andet. Midtbanespilleren er dog ikke meget for at skifte klub midt i sæsonen.

Sidste sæson blev Lasse Schöne kåret til Ajax' bedste spiller, og i denne sæson har danskeren da også vist klassen med mål og assists, selv om den regelmæssige spilletid er blevet en smule ødelagt af skader.

Danskeren har kontraktudløb til sommer, og der er allerede stor interesse i Lasse Schöne. Men som tipsbladet.dk tirsdag kunne fortælle, har Schöne-lejren ikke talt med AC Milan, som italienske medier ellers har påstået. Sunderland-rygtet har heller ikke noget på sig, men Rob Groener - agent for Lasse Schöne - har fortalt, at der er stor interesse for den 28-årige dansker.

Rob Groener har tidligere fortalt, at et januar-skifte ikke er interessant for Lasse Schöne, fordi det ødelægger for meget i forhold til, at man skifter midt i en sæson. Det samme siger Lasse Schöne i et interview med metroxpress, hvor han også fortæller om de overvejelser, han gør sig i forhold til et klubskifte.

- Jeg overvejer: 'vil du til en større liga og spille midt i rækken? Eller vil du til en lidt mindre liga og spille for et storhold og vinde mesterskaber og spille i Champions League?' Men jeg har ikke et svar endnu. Det kommer an på, hvad der kommer, siger han til mx.dk.

Lasse Schöne har spillet i Ajax siden 2012 - han kom til den hollandske mesterklub fra NEC Nijmegen.