DBU uforstående overfor Spillerforeningen
Illustration: DBU
Landshold

DBU uforstående overfor Spillerforeningen

DBU undrer sig over Spillerforeningens meldinger efter de sammenbrudte forhandlinger.

Fronterne trækkes stadig skarpere op i konflikten mellem Spillerforeningen og DBU. 

Onsdag mødtes parterne igen, men kunne ikke blive enige om en ny landsholdsaftale, og torsdag har Spillerforeningen i markante vendinger udtrykt sin utilfredshed med fodboldforbundets indstilling til forhandlingerne. 

Landsholdsspilleren William Kvist har udtalt, at DBU har holdt spillerne for nar, og nu tager unionen til genmæle.

- Denne her meget ultimative retorik, der lige pludselig er fra Spillerforenings side, står vi meget uforstående overfor. Da vi gik fra mødet i går, havde vi aftalt et møde torsdag i næste uge, og vi har lige været i dialog med Spillerforeningens repræsentanter for at aftale flere møder i de efterfølgende dage. Det lugter mere af forhandlingstaktik end det lugter af alt mulig andet, siger DBU's kommunikationschef Jakob Høyer til DR Sporten.

Han erkender, at det er svært at nå til enighed med Spillerforeningen. 

- Det er klart, at når der på denne her måde laves bump på vejen fra Spillerforeningens side, bliver det ikke nemmere. Men jeg håber meget, vi kan blive enige på en måde, så landsholdene kan spille mod USA og Frankrig. Ellers synes jeg godt nok, at Spillerforeningens måde at gøre tingene på har en meget høj pris, siger Jakob Høyer.

Kommunikationschefen oplyser til DR Sporten, at DBU og Spillerforeningen har planlagt at mødes torsdag og fredag i næste uge samt mandag den 16. marts. 

Det er planen, at Morten Olsen skal udtage sit næste A-landshold den 17. marts.