Bendtner: Jeg kunne have gjort det bedre
Landshold

Bendtner: Jeg kunne have gjort det bedre

Nicklas Bendtner ærgrer sig over, at han ikke formåede at komme på måltavlen i venskabskampen mod Frankrig.

Danske Nicklas Bendtner formåede ikke at bygge videre på sin målstime, da Danmark søndag aften tabte venskabskampen mod Frankrig med 2-0. 
 
Nicklas Bendtner scorede i midtugens venskabskamp et fornemt hattrick, da Danmark besejrede USA 3-2, men mod Frankrig var det ikke meget, som angriberen fik at arbejde med. Og da han fik muligheden for at reducere til 2-1 kort inden pausefløjtet, der endte Bendtners hovedstød med at blive reddet af den franske stolpe, hvilket ærgrer danskeren. 
 
- Jeg blev selv skuffet. Jeg får den snittet med håret, og det havde været fantastisk, hvis den var gået ind. Men jeg synes selv, at jeg kunne have gjort det bedre, siger Nicklas Bendtner til BT.
 
Samtidig slår Bendtner fast, at det var til at mærke, at Danmark måtte undvære flere erfarne kræfter som eksempelvis Daniel Agger i venskabskampen, men han mener alligevel, at de nye spillere i den danske startopstilling gik til kampen med en god indstilling. 
 
- Der var nogle spillere ude, som har en vis erfaring både i landsholdsregi og internationalt regi. Men jeg synes, alle gik til opgaven med oprejst pande, siger han.