Aabech: Pisseirriterende at de udligner
Foto: Casper Dalhoff / Polfoto
1. division

Aabech: Pisseirriterende at de udligner

Kim Aabech og AGF var tæt på at skyde sig på sikker Superliga-kurs, men måtte nøjes med et point i Horsens.

AGF måtte søndag nøjes med et point ude mod AC Horsens efter at have været foran 1-0 frem til fem minutter før tid. AGF havde ellers med en sejr muligheden for at sætte Lyngby BK af i oprykningskampen ved at øge afstanden til fem point inden torsdagens udsatte opgør mod HB Køge.
 
I modsætning til Lyngby, der kun har hentet to point i seks kampe i foråret, kan AGF trods alt fortsat prale med en ubesejret række i alle af 2015-kampene og står fortsat med de klart bedste kort på hånden i kampen om at følge Viborg FF op i landets bedste række.
 
Kim Aabech scorede AGF-målet, da han på et straffespark i 1. halvleg scorede sikkert. Ud over straffesparket var det småt med chancer til AGF og Aabech, men alligevel var stemningen irriteret efter kampen. 
 
- Jeg er tilfreds med, at vi ikke tabte kampen, og vi stadig holder stimen som ubesejret. Men det er da klart, at det er pisseirriterende at de udligner så kort før tid. Også fordi vi havde en gylden mulighed for at rykke væk fra konkurrenterne, siger Kim Aabech til stiften.dk
 
AGF møder torsdag HB Køge på udebane, hvilket vil bringe holdet på kamphøjde med resten af topholdene, inden det på søndag gælder topbraget i Aarhus mod Viborg FF.