Michael Hansen: Vi skal gemme vores følelser væk
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Michael Hansen: Vi skal gemme vores følelser væk

I de to kommende kampe venter FC København, og de to kampe kan få stor betydning for FC Vestsjællands sæson. Det handler dog om at pakke følelserne væk.

Mandag gæster FC København Slagelse og FC Vestsjælland, og når den kamp sættes i gang, kan hjemmeholdet måske have seks point op til redning. Forklaringen er, at Esbjerg hjemme på Blue Water Arena møder Silkeborg IF lørdag, og med tre point til Esbjerg vil det igen begynde at se svært ud for FCV. Derfor har Michael Hansen og Slagelse-holdet ikke råd til at tage for let på kampen mod FC København - en kamp, der falder blot tre dage inden, at de to klubber mødes i DBU Pokalens finale i Parken.

- Fodbold er op og ned, og når vi går på banen mod FC København, kan der jo være seks point op til stregen, hvis Esbjerg slår Silkeborg. Så vil situationen være en anden, men vi er bare nødt til at holde fokus på vores eget og vores næste opgave, siger FCV-træner Michael Hansen til tipsbladet.dk.

- Vi har kun vigtige kampe tilbage, og så må vi se om en måned, hvordan det ser ud. Vi kan ikke have for mange følelser i spil - der er ikke tid til at være glade eller ærgerlige. Vinder vi på mandag, trækker vi i arbejdstøjet et kvarter efter og forbereder os på pokalfinalen. Vi er nødt til at gemme mange af de ting væk, til sæsonen er slut, og så må vi se, om det rækker.

- Der er mange kampe igen - og mange kampe på kort tid. Vi har givet os selv chancen for at redde os, men jeg mener stadig, vi er favoritter til at rykke ned, siger han videre.

FC Vestsjælland har i øjeblikket tre point op til redningen i Superligaen og har udover Superligaen også en pokalfinale at tænke på. De to kommende kampe er mod FC København - den ene er pokalfinalen, hvor Michael Hansens klub skal forsøge at få fat i klubbens første trofæ.