Esbjerg afsætter næsten 13.000 billetter til bundgys
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Esbjerg afsætter næsten 13.000 billetter til bundgys

Der er stor interesse for at se nedrykningsdramaet mellem Esbjerg fB og FC Vestsjælland. Der er solgt og reserveret 12.700 billetter til kampen.

Sjældent har fodboldpublikummet i Esbjerg overværet en vigtigere kamp end den, der udspiller sig på Blue Water Arena i morgen. Hjemmeholdet kan sikre sig overlevelse i landets bedste række, men kan også spille sig nærmere afgrunden med et nederlag til FC Vestsjælland.

Kampens vigtighed afspejler sig også i interessen. Ved frokosttid lørdag var der solgt og reserveret 12.700 billetter til kampen. Det betyder ikke, at alle billetter benyttes, men det vidner om den stor efterspørgsel.

Det kan samtidig blive anfører Hans Henrik Andreasens kamp nummer 300 for hjemmeholdet, hvis han får spilletid. Han opfordrer endnu flere tilskuere til at komme af sted.

- Vi skal spille kampen, som vi har spillet de andre kampe mod FC Vestsjælland i denne sæson (3-0 og 4-1, red.). Jeg føler, vi har haft godt styr på dem og været klare vindere i de to kampe. Vi går efter en sejr og vil yde vores bedste. Vi ved, at der står en del på spil, men det fylder ikke mest. Hvis vi præsterer bedst muligt, skal vi nok få en sejr hjem. Jeg vil gerne appellere til tilhængerne om at komme og næsten fylde stadion, så vi får den velkendte 12. mand i ryggen, for det vil betyde rigtig meget i morgen, siger Hans Henrik Andreasen til efb.dk.

Selv om "HH" og Esbjerg kan sikre Superliga-eksistensen med en uafgjort, går træner Niels Frederiksen efter fuld gevinst. 

- Vi har fokus på vore mange styrker som hold, som vi skal ud at spille på: Aggressivitet, fremadrettet fodbold og løbevillighed. Jeg forventer, at spillerne vil sige ja til udfordringen, og at de glæder sig til opgaven og at få sat tingene på plads. Vi ved, at indledningen med duelspil og mange nærkampe bliver en vigtig del. Udgangspunktet er, at vi skal vinde kampen, siger han.