Bayern dropper Raheem Sterling
Foto: Philipp Guelland/Polfoto
Bundesliga

Bayern dropper Raheem Sterling

FC Bayern München opgiver at hente Raheem Sterling i Liverpool, mens spilleren dog fortsat er et varmt navn i Real Madrid.

Bayern München har været suveræne i Bundesligaen i denne sæson, hvor man trods en skidt stime mod afslutningen tidligt sikrede mesterskabet. Alligevel vil sydtyskerne forstærke sig markant til sommer, hvor flere store navne præger ønskelisten. Et af dem er den unge Liverpool-stjerne Raheem Sterling, der ligner en færdig mand efter afvisning af ny kontrakt på Anfield. 

Bundesliga-storklubben har længe været meldt på jagt. Nu tyder meget dog på, at klubbens tilhængere kommer til at se langt efter den engelske landsholdsspiller. Ifølge den tyske avis Bild.de har Bayern München nemlig droppet interessen for Sterling, der nu i stedet ser ud til at følge Rafael Benitez, hvis træneren skulle blive ny mand i spidsen for Real Madrid. 

Ifølge Bild har Bayern ellers haft flere samtaler med både Sterling og repræsentanten Adrian Ward. Her skulle begge parter dog være nået frem til beslutningen om, at en transfer på nuværende tidspunkt ikke var optimal. I stedet leder Bayern München videre efter offensive profiler, hvor man har spillere som Angel Di Maria og Antoine Griezmann på blokken. 

Også Ilkay Gündogan spøger i klubben, der tidligere har hentet store profiler til hos rivalerne fra Borussia Dortmund. Senest har spillere som Robert Lewandowski og Mario Götze valgt at tage turen. 

Bayern München sikrede Bundesliga-titlen efter 79 points i 34 kampe. I sidste spillerunde slog man efter tre nederlag på stribe Mainz med 2-0.