Falkesgaard: Jeg vil vinde kampen i OB
Foto: Tipsbladet.dk
Superliga

Falkesgaard: Jeg vil vinde kampen i OB

Michael Falkesgaard frygter ikke for konkurrencen om jobbet som førstekeeper i Superliga-klubben OB - erfaringen fra Brøndby skal hjælpe ham.

OB hentede tidligere på sommeren målmanden Michael Falkesgaard på en fri transfer i Brøndby, hvor han i flere sæsoner har været fast reservekeeper i klubben. Men tilgangen af Falkesgaard i den fynske Superliga-klub kom stort set på samme tid som, at det blev klart, at både Mads Toppel og reservekeeper Emil Ousager stoppede i klubben.
 
Derfor er Michael Falkesgaards eneste reelle konkurrent i øjeblikket den 21-årige Casper Radza. Den nye keeper havde første træningsdag med holdkammeraterne i Odense onsdag. 
 
- Det er en ny start for mig. jeg havde været i Brøndby i en årrække og trængte til noget luftforandring, og OB virker til at være et godt sted. Indtrykket er rigtigt godt, og jeg ser frem til at træne under Lars Høgh, som jeg håber kan udvikle mig endnu mere, siger Michael Falkesgaard til tipsbladet.dk
 
OB har efter efter kontrakten med Falkesgaard ikke lagt skjul på, at man fortsat jagter en målmand til den kommende sæson, men Michael Falkesgaard er klar til konkurrencen  
 
- Det er jo ikke sikkert, han er bedre end mig. Jeg har fået at vide, at der vil være åben kamp, og at der også vil være, hvis der kommer en ny. Det må jeg forholde mig til, men det eneste jeg kan gøre i den sammenhæng er at stå godt på banen, og det har jeg tænkt mig at gøre, siger han. 
 
Den 24-årige målmand har i sin Brøndby-tid haft held med at verfe den normale førstekeeper af. Det skete, da han i den skæbnesvangre sæson 2012/13 pressede Michael Tørnes ud på bænken og blandt andet stod de sidste fem spillerunder, hvor Brøndby i sidste spillerunde reddede sig fri af nedrykning. 
 
- Jeg har før stået i en situation, hvor jeg har skullet kæmpe om pladsen og har prøvet at tage den - det er ikke nyt for mig. Jeg regner med at der kommer en ny keeper, så vi er tre, men derfra handler det om at bevise, hvem der er bedst - og det er ligegyldigt hvem der bliver hentet, lyder det optimistisk fra OB-målmanden.
 
Målmanden er i sin Brøndby-tid noteret for otte Superliga-kampe - alle i sæsonen 2012/13.