Jeg gider ikke mere brok - læs af rugby

”Hvis du havde cheftrænere i rugby, det gik løs på dommere, som José Mourinho og andre gør, ville de blive håndteret mere håndfast.”

 

Walisiske Nigel Owens har de seneste seks uger været dommer ved rugby-VM i Storbritannien, og han og mange andre i den fysiske sportsgren har svært ved at forstå den kultur, der er omkring dommere og disses kendelser i fodbold.

Det er bestemt ikke, fordi der ikke er nogen debat om dommere og deres linje i rugby.

Men indstillingen mellem dommer, spillere og fans er fundamentalt anderledes.

Jeg kan anbefale, at man tænder for tv på søndag til kickoff i VM-finalen mellem Australien og New Zealand, hvor førnævnte Nigel Owens er hoveddommer.

 

Ud over at det er en finale med atleter, der fysisk og holdtaktisk leverer præstationer, der ville tage pusten fra mange af de bedste fodboldspillere, er det for mig en fornøjelse at se indstillingen til spillet og til dommeren.

I rugby er det en etableret del af spillet, at hoveddommeren er i løbende dialog med de to holds anførere. Hvis en spiller bryder reglerne – og gør det flere gange – kan dommeren tage fat i anføreren og bede ham få styr på sin spiller og sit hold, hvis man slippe for et gult kort og ti minutter i undertal.

 

Spillerne har ikke ret til at brokke sig og hidse sig op, som man ofte ser i fodbold – til gengæld har holdets anfører ret til at tage dommerkendelser op med dommeren. Og ligesom anføreren skal tale ordentligt til dommeren, forventes det, at dommeren behandler og taler til spillerne som voksne, intelligente mennesker.

Prøv at se VM-finalen på søndag – der har dommer Nigel Owens, ligesom i alle de øvrige kampe ved VM, et lille kamera monteret på brystet, så tv-producerne live under kampen kan klippe over og vise diskussionerne mellem dommeren og anførerne. Det er fascinerende at se, hvor civiliseret en dommer og kæmpestore brød af nogle rugby-spillere kan tale til hinanden.

Jeg er bestemt ikke ude på at begrænse ytringsfriheden eller at udøve tankekontrol – det er kun menneskeligt at være piv-irriteret på dommeren, når han eller hun begår en fejl.

Men efter min smag kommer diskussionerne om fodboldkampe alt for ofte til at handle om dommerkendelser, frustrerede spillere og cheftrænere, der gladelig griber til at give dommeren skylden for dårlige resultater i stedet for at erkende egne, sportslige mangler.

​Hvor ville det være forfriskende, hvis spillets myndigheder og udøvere kunne lære af rugby – jeg er i hvert fald træt af al den brok, José Mourinho og så mange andre fylder æteren med