Casillas om MLS-skifte: Hvorfor ikke?
Generelle

Casillas om MLS-skifte: Hvorfor ikke?

Den rutinerede Porto-keeper, Iker Casillas, vil ikke udelukke, at han slutter karrieren i den amerikanske liga.

David Beckham startede trenden i 2007 med sit skifte fra Real Madrid til LA Galaxy. Thierry Henry tog også turen over Atlanten tre år senere, og i øjeblikket spiller Didier Drogba, Frank Lampard og Steven Gerrard der.

MLS er fodboldstjernernes favoritsted at slutte karrieren. Og nu pønser et andet stort navn indenfor fodbolden også at rejse til den amerikanske liga i slutningen af sin karriere.

Den nuværende Porto-målmand Iker Casillas er ikke afvisende overfor at skifte til en MLS-klub på et tidspunkt.

- Spillet har udviklet sig meget derover, og det er fedt at se. Om jeg vil spille der? Hvorfor ikke?, skriver Casillas ifølge Goal.com på sin facebook-side.

Det bliver dog ikke i den nærmeste fremtid, at de amerikanske tilhængere vil se den tidligere Real Madrid-målmand i MLS. Først vil han færdiggøre kontrakten i Portugal.

- Men jeg har underskrevet en treårig kontrakt med Porto, og det er min intention at fuldføre kontrakten her. Porto er en ny udfordring for mig, og jeg håber, at jeg kan leve op til forventningerne i denne fantastiske klub, tilføjer han.

Iker Casillas vil være 37 år, når kontrakten med Porto udløber.