Vestsjælland-kaptajnerne, der gik ned med vikingeskibet: Frustrerende og forfærdeligt

Vestsjælland-spillerne havde lige overstået årets sidste træning. Sidste sløjfe skulle bindes til frokosten, inden spillerne skulle gå på ferie og lukke et rodet efterår.  

Lørdag havde man tabt 2-0 hos HB Køge, efter pilen ellers havde peget opad i de forgangne spillerunder. Derfor var der heller ingen gravkammerstemning.

For det gik bedre. Det kunne Thomas Mikkelsen, Henrik Madsen og resten af holdet mærke. Og foråret ville se holdet bevæge sig væk dumboplaceringen, var stemningen. Mange minutter gik der ikke, før mandagen skiftede karakter, og regnen begyndte at slå hårdere på ruderne. Sportsdirektør Jacob "Gaxe" Gregersen rejste sig. Langsomt stavede han sig igennem sin besked, mens stilheden bredte sig. Ejer Kurt Andersen havde stoppet lønudbetalingen. Det så altså ikke godt ud, måtte spillerne forstå, om de ville det eller ej. 

For Thomas Mikkelsen - Vestsjælland-målmand igennem syv og siden 2008-etableringen af Slagelse-klubben - var beskeden anderledes tung. Han mærkede en klump i halsen. Omkring sig kunne han se flere holdkammerater ringe til Spillerforeningen og sine agenter. Selv sad han stille for sig selv.  

- Det var nogle forfærdeligt svære timer. Der blev reageret lidt forskelligt, men jeg var meget, meget trist og selvfølgelig ærgerlig over, at det udviklede sig sådan.

Lidt derfra sad hans anfører og holdkammerat igennem fire år og kiggede lidt mismodigt rundt - fire år, der sendte dem fra 1. division via oprykkersucces til pokalfinalen inden sommerens nedrykning. Seks måneder var der gået, fra Henrik Madsen og Thomas Mikkelsen tabte 3-2 til FCK i Parken, til de nu sad hos 1. divisions absolutte bundhold og vidste absolut ingenting om fremtiden.

"Til den første træning var vi seks-syv mand, og det var inklusiv træner og assistent i marken. Vi var to mand på bænken til første træningskamp, hvor der vel var syv spillere med fra vores andethold, som jeg ikke kendte. Og det var en måned efter en pokalfinale."

Efter en rundtur iblandt holdkammeraterne og staben forlod de arbejdspladsen, som de egentlig ikke kunne tage endegyldig afsked med, inden de hver for sig kørte mod hjemmet, hvor de kedelige tanker begyndte at stå i kø.  

Midt i skuffelsen kunne målmanden blandt andet se tilbage på et rodet efterår, hvor både han og holdet har kørt med bløde dæk, og hvor konkursrygter, der ifølge ham startede som en joke, til sidst blev en ubehagelig virkelighed.

- Det har simpelthen været forfærdeligt. Til den første træning var vi seks-syv mand, og det var inklusiv træner og assistent i marken. Der kom lidt mere styr på det bagefter, men det kunne nærmest ikke blive værre. Man spurgte hinanden og ledelsen, hvornår der kom nye spillere. "I siger, at vi skal rykke op, men det kan vi ikke gøre sådan her." Vi var to mand på bænken til den første træningskamp, hvor der vel var syv spillere med fra vores andethold, som jeg ikke kendte. Og det var en måned efter en pokalfinale, siger Thomas Mikkelsen til tipsbladet.dk.

Som 32-årig og med fuld spilletid i de to foregående sæsoner havde han været en af dem, der skulle holde fanen højt, også selvom humøret ikke altid var til det. Den opgave, og hvordan han havde løst den, tænkte han især på. Hvordan der havde været flere udfald fra ham, end der måske burde have været. 

Anføreren var igennem samme prøvelse. Spekulationer og rygter klæbede sig til hverdagen, 32-årige Henrik Madsen skulle være træet, som stormen ikke flyttede.

- Det har været en rutsjebanetur uden sammenligning. Og vildt, vildt frustrerende. Uroen har været utrolig. Der har været mange spøgelser og konstante rygter at forholde sig til, mens man selv har skullet håndtere sine og holdets ambitioner. Er man på vej væk? Klarer vi den alligevel? Hvordan forholder vi os til næste kamp? Det bliver lidt mere fjernt at være til træning, og humøret bliver derefter.

- Men prøver at lade være med at tænke på det. Man prøver at være anfører og holde humøret højt. Men det har virkelig været svært. Man må starte med sig selv, og jeg har selv haft problemer med skader og med at komme tilbage i form, og det har været en udfordring, at jeg ud over det og klubbens situation har skullet bevare overblikket og være der for holdet, fortæller midtbanespilleren.

"Det handler også om, at der måske ikke længere er et sted at komme tilbage til, hvor man bare kan være tilskuer og hilse på. Det er sørgeligt og føles lidt som et familiemedlem, der ikke længere er der."

Flere og flere beskeder begyndte senere på dagen at tikke ind på deres telefoner. Nogle fra familie og venner, andre fra bekendte og tidlige holdkammerater.

Lasse Nielsen, Oliver Lund og Rasmus Festersen var iblandt dem, der tonede frem på displayet. Fra 2011-2014 var Lasse Nielsen med til at rykke klubben op og etablere den, hvor Kurt Andersen, Bernd Griese og Gert Hansen planlagde og kastede penge efter. Oliver Lund fra 2013-2015. "Ærgerligt, at det skulle ende sådan", lød det bl.a. kortfattet og med tanke på behovet for fordøjelse.

Og måske fordi der ikke var tid til andet. OB-trioen fik beskeden som en del af forberedelserne til 2-1-sejren over Esbjerg. Rasmus Festersen scorede det første mål og lagde op til det andet. Optakten til kampen blev dog pludseligt sværere. OB-topscoreren, der spillede +200 kampe i den røde trøje fra 2008-2015 og løbende tilegnede sig både anfører- og profilstatus, inden han i sommer skiftede til den anden side af broen, kæmpede med følelserne og havde det svært.

- Det påvirker mig en del, og det var meget ambivalent for mig at få den besked, inden vi selv vandt. Der er mange mennesker i den klub, som jeg holder af, og som jeg i mange år har haft min daglige gang iblandt. Der er mange spillere, trænere, ansatte og først og fremmest venner, der mister sit arbejde, og som kan få svært ved at finde noget tilsvarende, hvis ikke de må stoppe. At den kultur og klub, der er bygget op af hundredevis af frivillige, kan forsvinde over en uge, er ikke rart, og det er noget, som rører mig meget, fortæller han til tipsbladet.dk.

- For mig handler det også om, at der måske ikke længere er et sted at komme tilbage til, hvor man bare kan være tilskuer og hilse på. Det er sørgeligt og føles lidt som et familiemedlem, der ikke længere er der, mener den tidligere anfører.

- Når forløbet har været som tilfældet, er jeg glad for, at jeg ikke står i den sitaution, for det er ikke rart, at man skal udfordres på sit levebrød. Jeg har været klar over, at der skulle spares penge, men da jeg i sommer blev solgt, følte jeg ikke, der var en skrift på væggen, der sagde, at det skulle ende sådan her. Jeg havde håbet og forventet, at det ville fortsætte, fortsætter han til tipsbladet.dk.

"Jeg havde heller ikke noget imod at blive og bogstaveligt talt vogte målet, for ambitionen var, at vi skulle hurtigt tilbage. Det endte med at blive noget andet, og det har gjort ondt undervejs."

Mikkelsen og Madsen blev. Og det havde de fra start ikke nogen problemer med, selvom der havde været interesse fra andre klubber. Festersen indbragte klubben de penge, som den ledte med lys og lygte efter, mens man ikke kunne få de penge for de andre kulturbærere, som man ønskede. Og nogle skulle også være med til at sejle skibet hjem, som de begge siger - en opgave, som de to gerne tog på sig, uvidende om hvordan situation og ambitionerne gradvist ændrede sig

- Var det rigtige tilbud for mig og klubben kommet, var jeg skiftet, men der kom intet konkret ud af interessen, og jeg havde heller ikke noget imod at blive og bogstaveligt talt vogte målet, for ambitionen var, at vi skulle hurtigt tilbage. Det endte med at blive noget andet, og det har gjort ondt undervejs.

- Det var en blanding. Jeg ville rigtig gerne blive, fordi jeg var anfører og har været med, siden det begyndte at gå stærkt. Og så var det også sådan, at klubben ikke ville af med mig og satte en høj pris på mig, fortæller anføreren.

- Der var nogle, der skulle blive, og det var okay, fordi mine følelser for klubben er store, og jeg ville gerne være med til at løfte den igen, fortsætter han.

Alligevel vil ingen af dem kalde det en lettelse endelig at være fri for uroen. Bitterheden klæber sig fortsat til dem. Det skulle være fortsættet. Ikke kun fordi det var deres arbejde, men fordi det var deres klub - der, hvor de ifølge dem selv har fået sine største fodboldoplevelse og doblet vennekredsen

Men selvom konkursen indtil videre kun er undervejs og ikke er officiel, vil de ikke fremstå naive. Og andet har de måske ikke grund til. 15 millioner kr. mangler der, før vikingeskibet kan sejle videre, og klubben ikke skal tvangsnedrykkes efter fem års røde regnskaber. Begge accepterer delvist påstanden om, at en klub er skrøbelig, når dens eksistens ligger på få hænder og hoveders penge og lyst, og fortæller, hvordan ingen på holdet rigtig troede på det, da de inden lørdagens kamp imod HB Køge blev fortalt, at de ville få løn om mandagen.

Og når Kurt Andersen gør, som han gør, er der noget om det, fortæller de samstemmende og erkender, at Vejle med sit bagland og sin historie havde nemmere ved det projekt, som klubben gennemførte sidste år.  

Og hvorfor skulle nye investorer træde til nu, efter de igennem halvandet år har afvist Kurt Andersens forsøg på at sælge sin andel, vil nogle måske tilføje, mens andre kan kalde det et allersidste og mere skingert forsøg på at skaffe pengene. 15 millioner, der alene skal dække underskuddet. Derefter kommer hverdagen.

"Fremtidssnakken er dog lidt træg. Lige nu er der også andet og større ting, der fylder. Frustrationen, skuffelsen, magtesløshed, tilbageblikket. Begge er de i hvert fald overbeviste om, at klubben ville klare skærene og undgå nedrykning, hvis man fortsatte."

Ingen af de to ved af gode grunde endnu ikke, hvad der skal ske, forudsat at det går, som præsten prædiker, og nye investorer udebliver, hvad de begge kalder mere sandsynligt end det modsatte. Nej, Vestsjælland ser ud til at være færdige.

Agenterne er sat på arbejde, og Madsen indrømmer, at det er en utryg situation, og at han måske havde stået bedre, hvis han alder var anderledes. Han mener dog, at hans rutine og præstationer ikke fornægter sig, og håber, at det løser sig.

Ambitionen er for begge den højeste hylde, selvom Thomas Mikkelsen ikke vil afvise 1. division, så længe klubben har en større plan, og han ikke skal spille med en løkke om halsen, som han mener, at han længe har gjort. 

Fremtidssnakken er dog lidt træg. Lige nu er der også andet og større ting, der fylder. Frustrationen, skuffelsen, magtesløshed, tilbageblikket.

Begge er de i hvert fald overbeviste om, at klubben ville klare skærene og undgå nedrykning, hvis man fortsatte, for man havde vendt billedet, mener de.

Det sker efter alt at dømme ikke. Og så må livet gå videre, som de begge fremstammer. Torsdag er der afslutning og julefrokost. Et formentligt punktum.  

Mikkelsen, Madsen og resten af holdet betaler selv denne gang.