FBI ender som fodboldspillets frelser
Foto: Walter Bieri/Polfoto
Generelle

FBI ender som fodboldspillets frelser

LEDER: Tipsbladets chefredaktør, Troels Bager Thøgersen, peger på, at de seneste anholdelser viser, at der er brug for hovedrengøring i FIFA, og at der måske er brug for at starte helt forfra med fodboldspillet.

Hotel Baur Au Lac i Zürich må efterhånden overveje, om de millioner, FIFA bruger på at indlogere sine egne på hotellet, er den dårlige omtale værd.

Torsdag slog schweizisk politi – seks måneder efter det første raid forud for FIFA’s præsidentvalg – til klokken seks om morgenen og anholdt en lang række fodboldpolitikere, herunder præsidenterne for Sydamerikas forbund CONMEBOL og det Mellem- og Nordamerikanske forbund CONCACAF. Der har gennem længere tid gået rygter om, at nye anholdelser var lige på trapperne, og forud for tordagens møde i FIFA’s øverste organ eksekutivkomiteen slog schweizisk politi og FBI så til igen.

FIFA’s plan med torsdagen var at fremlægge et stort anlagt reformprojekt, der ifølge FIFA’s støtter viser, at reformlysten i fodboldspillets top skal tages alvorligt. Man ville også komme nærmere en beslutning om at udvide VM til 40 hold, en beslutning der kan være med til at stoppe det hul i kassen, der er opstået efter det seneste års korruptionsskandaler og sponsorernes pludselige ulyst til at blive. I stedet udstillede torsdagens begivenheder, at det nuværende FIFA kan tale om reformer og jura i dyre rapporter fra nu af og de næste 100 år uden at det ændrer en tøddel.

Der er behov for en hovedrengøring i FIFA, ikke mindst i gruppen af ældre, mandlige fodboldpolitikere, der blot hiver en af vennerne med samme værdier ind i den tætte kreds, hver gang en ”broder” falder på korruptionssager.

Jeg har tidligere på denne plads efterlyst, at fodboldspillet starter helt forfra. Spillere, klubber, sponsorer og nationale forbund med oprigtig interesse i at lave et bedre fodboldforbund kan forlade FIFA og opbygge et nyt forbund, der ikke er konstrueret for at en lille gruppe ældre mænd kan tjene millioner på verdens bedste spil. DBU og andre nationale forbund med nteresse i at reformere FIFA håber stadig, det kan gøres indefra.

Man kan også med rette frygte, hvad der vil ske, hvis eksempelvis de nordiske lande stiller sig udenfor som kritikere, mens Bahrains Sheik Salman så får frie hænder til at blive valgt som FIFA-præsident i februar og kan ændre forbundet i sit eget og ikke mindst sine allieredes billede, så FIFA bliver endnu mere tilknappet og giver frie hænder til, at returkommission og vennetjenester fortsat skal styre fodboldpolitik.

Det er en svær og afgørende tid, fodboldspillet går ind i – måske skal der ikke så mange flere morgen-raids på schweiziske hoteller til, før der ikke er noget FIFA tilbage at redde. Og det er måske ikke så ringe endda.

Denne leder er i Tipsbladet fredag den 4. december. Køb Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet hver fredag.