FC Nordsjælland afventer uvis Joshua John-situation
Superliga

FC Nordsjælland afventer uvis Joshua John-situation

Joshua John træner igen i FC Nordsjælland, men et klubskifte kan være på trapperne. Kasper Hjulmand ved ikke, om han kan regne med, at John er i Farum i foråret.

Det så længe ud til, at Joshua John var på vej til at skifte til en tyrkisk klub i dette transfervindue, men i første omgang blev det ikke til en aftale for hollænderen. Derfor træner han atter med FC Nordsjælland i Farum, mens transfervinduets deadline-dag nærmer sig. 

Selv siger Joshua John til Frederiksborg Amts Avis, at der arbejdes på nogle ting i kulissen, og FC Nordsjælland-cheftræner Kasper Hjulmand ved endnu ikke, om han kan regne med hollænderen i foråret.

- Jeg ved ikke, hvad der sker. Der er tre-fire dage endnu, så vi må se. Jeg kan først svare 1. februar, om jeg regner med ham. Hvis han er her, så gør jeg alt, hvad jeg kan for at få det bedst mulige ud af ham. Hvis han ikke er her, så står der nogle andre klar. Der var sat nogle ting i gang, inden jeg startede, og en af de ting var, at Joshua John var på vej ud. Så det har jeg vidst hele tiden. Men jeg er glad -med eller uden Joshua John, siger Kasper Hjulmand til Frederiksborg Amts Avis. 

Joshua John har længe udtrykt ønske om at prøve at spille et andet sted end FC Nordsjælland. Hans kontrakt med klubben udløber til sommer, så hvis FC Nordsjælland skal have penge for offensivsspilleren, skal han sælges i dette transfervindue.