Viborg har én spiller i støbeskeen
Superliga

Viborg har én spiller i støbeskeen

Viborg FF er i forhandlinger med én spiller, som kan være tæt på at blive præsenteret i den jyske Superliga-klub.

Viborg FF har haft en aktivt transfervindue, hvor klubben har fået tilgang af Mikkel Vestergaard og Søren Frederiksen, men der kan meget vel være mere nyt på vej til domkirkebyen her på transfervinduets sidste åbningsdag. Helt konkret arbejdes der lige nu i kulisserne på en sen transfer.

- Det kan godt tænkes, jeg får en travl dag. Vi arbejder på en enkelt spiller, og hvad angår afgange, så er vi færdige for nuværende, siger en travl Viborg-direktør Morten Jensen til tipsbladet.dk og afviser at kommentere yderligere på den pågældende spiller:

- Der er ikke noget, der er på plads, før det hele er skrevet under, og derfor kan jeg heller ikke sige noget om, hvor tæt på vi er i forhold til den pågældende spiller.

Han vil heller ikke sætte position på, selv om at han søndag blev citeret for i Viborg Folkeblad, at Superliga-oprykkerne meget gerne vil have en ny forsvarsspiller.

- Det er i og for sig også korrekt, at vi kigger lidt i den retning. Det skyldes, at vi i øjeblikket har tre spillere skadet, og der er en del uvished forbundet med det. Det prøver vi at blive lidt klogere på, og så må vi se, lyder det fra Morten Jensen.

Viborg FF har indtil klokken 23.59 til at få aftalen på plads med den spiller, klubben arbejder på.