Jonas Dal roser nyindkøb: Et af de højeste bundniveauer i Superligaen
Superliga

Jonas Dal roser nyindkøb: Et af de højeste bundniveauer i Superligaen

Esbjerg-træner Jonas Dal er glad for, at det lykkedes at få Jesper Lauridsen til klubben.

Jonas Dal er en rigtig glad mand. 

Udover han har fået tilført en række nye spillere i transfervinduet, er han blevet genforenet med en spiller, han kender rigtig godt.

Venstrebacken Jesper Lauridsen er kommet til klubben fra FC Midtjylland, hvor han var en del af stamspillerne på holdet, der i sidste sæson vandt guld.

Han kender Jonas Dal fra sin akademitid i FC Midtjylland samt fra Hobro, hvor han i en enkelt sæson var udlejet fra FC Midtjylland.

Esbjergs cheftræner glæder sig derfor over, at han igen kan råde over Jesper Lauridsen, som har skrevet under på en firårig aftale.

- Jesper er en spiller med et af de højeste bundniveauer i Superligaen, og kan han nå niveauet fra mesterskabssæsonen, og vi kan løfte ham yderligere i EfB, er der meget godt i vente for både ham selv og os, siger Jonas Dal til Esbjergs hjemmeside og uddyber, hvad det er, som Jesper Lauridsen specielt gør godt.

- Han gør, hvad han skal defensivt, og så er han god til at placere sig højt i banen og præge det offensive spil med gode indlæg. Uden for banen er han et dejligt og professionelt menneske at være i selskab med.

Udover Jesper Lauridsen er Andreas Nordvik, Jesper Jørgensen og Nikolaj Hagelskjær hentet til klubben. Desuden er Ronnie Schwartz blevet lejet i Brøndby, mens Jesper Højbjerg er vendt tilbage fra et lejeophold i Fredericia.