Malmö vil løse konflikt med FC København
Superliga

Malmö vil løse konflikt med FC København

Malmö FF's sportschef Daniel Andersson håber, at den mere end ti år gamle konflikt med FC København kan løses i nærmeste fremtid.

I mere end ti år har fronterne mellem FC København og Malmö FF været trukket hårdt op. Det skyldes en episode tilbage i 2005, hvor de to klubber tørnede sammen i Parken i forbindelse med Royal League.

Ved den lejlighed kom Malmö-fans i voldsomt klammeri med dansk politi, der ramte flere af de medrejste svenske fans i hovedet med stave. Dette er aldrig blevet undskyldt af dansk politi, og det nager stadig på den anden side af Øresund.

Nu rækker Malmö FF's sportschef Daniel Andersson imidlertid hånden frem.

- Det er klart, at vi håber på at løse det – som det gælder med alle konflikter. Det er noget, vi snakker om, og de kender til problematikken. Jeg håber, vi kan finde en løsning, så fansene kan opnå en følelse af, at tingene er blevet bedre, siger han til Fotbollskanalen.

For nylig var Malmö-anfører Markus Rosenberg, der var med i den omtalte kamp tilbage i 2005, ude i medierne og kritisere særligt sin tidligere holdkammerat i MFF, Erik Johansson, der efter sit skifte til FCK har udtalt, at ”der er mere potentiale i FCK end i Malmö”. Desuden har den tidligere MFF-keeper Robin Olsen sagt, at FCK er hans favoritklub.

Disse udtalelser vil Daniel Andersson ikke forholde sig til.

- Det må stå for deres regning. Jeg kan ikke udtale mig om, hvad de mener, siger han og tilføjer i den forbindelse om relationen mellem FCK og Malmös fans:

- Jeg forstår den irritation, der findes mellem FCK og os. Men det er deres udlægning, og den må stå for deres regning.

FC København og Malmö FF tørner sammen i en testkamp på fredag klokken 12.00 i Dubai.