Juelsgård glæder sig over god Brøndby-test
Foto: David Tiemroth/tipsbladet.dk
Superliga

Juelsgård glæder sig over god Brøndby-test

Brøndby IF spillede torsdag uafgjort med russiske Lokomotiv Moskva, og forsvarsspilleren Jesper Juelsgård havde flere ting at glæde sig over.

Hos Brøndby IF er man i fuld gang med de sidste forberedelser forud for Alka Superliga-starten sidst i februar. I denne forbindelse deltager holdet i Atlantic Cup, hvor et svært møde med russiske Lokomotiv Moskva var i vente torsdag. Her imponerede Brøndby dog med 0-0 efter ordinær spilletid, inden man tabte den efterfølgende straffesparkskonkurrence. 

Kampen skabte dog glæde hos Jesper Juelsgård, der skiftede til klubben fra Evian i sommeren 2015. Venstrebacken glæder sig over sin egen indsats i opgøret: 

- Det var godt at få 90 minutter i benene. Jeg synes, jeg har fået en god opstart og spillede en fornuftig kamp i dag. Nu har jeg noget at bygge videre på til de kommende træninger, siger Jesper Juelsgård til klubbens hjemmeside. 
 
Han glæder sig samtidig over kommunikationen på Brøndby-mandskabet:
 
- Som hold havde vi før kampen talt om, at netop vores kommunikation igennem kæderne og på tværs af positionerne var vigtig, så vi på den måde kunne guide og hjælpe hinanden både defensivt og offensivt. Det lykkedes vi med langt hen ad vejen. Det gjorde, at vi fik lukket godt af nede bagved, og Lokomotiv-spillerne havde svært ved at finde hullerne. Jeg lå selv tættest på Malthe i forsvaret, og vi havde en god kommunikation gennem hele kampen, udtaler han.
 
Brøndby IF indleder foråret med en hjemmekamp mod Hobro IK.