- Jeg køber slet ikke Uniteds undskyldning
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Generelle

- Jeg køber slet ikke Uniteds undskyldning

FC Midtjylland fortjener rosen efter en meriterende sejr over Manchester United, der uden et dusin skadede spillere var adskillige klasser under Napoli.

Man kunne godt se, at Manchester United uden en række startere ikke ville være på niveau med det Napoli-hold, der i efteråret slog FC Midtjylland med 4-1 og 5-0. De ville heller ikke være tæt på.

Men at FC Midtjylland torsdag aften har helt gyldig grund til at ærgre sig over, at de ikke vandt 3- eller 4-1 over Manchester United, det var alligevel overraskende.

Forløbet af kampen siger både noget om et FC Midtjylland-hold med nogle fine individualister og et United-hold, der sjældent har været eller spillet dårligere, siden Alex Ferguson tog over for 30 år siden og skabte et af historiens stærkeste fodbolddynastier.

Jo, der er et hav af skader, symboliseret ved David De Geas skade under opvarmningen, som fulgte i hælene på skader i de seneste dage til Matteo Darmian og Wayne Rooney – med sygdom til backen Cameron Borthwick-Jackson som ekstra krydderi på den miserable skadessituation.

Men Ander Herrera og Verdens- og Europamesteren Juan Mata er ikke ungdomsspillere rykket op, fordi der ikke er nok kampklare spillere i truppen, Memphis Depay kunne sætte FCM's forsvarsspillere af, men var alt for ineffektiv, Carrick blev for ofte ladt alene og skræmte ikke just livet af Tim Sparv, Rilwan Hassan og Kristoffer Olsson.

Som Daily Mails Martin Samuel skriver her fra Herning, virkede Manchester United næsten skræmte af FC Midtjyllands fysik – i 2. halvleg slog de danske mestre simpelthen gæsterne på fysikken og erobrede langt broderparten af dødboldene, som manager Louis van Gaal klagede over på pressemødet.

Uden Erik Sviatchenko til at brøle i forsvaret og karantæneramte Jakob Poulsen til at kontrollere presset og opspillet på midtbanen var det efter min bedste overbevisning og mine to øjne på tribunen et svagere FC Midtjylland-hold end det, Jess Thorup rådede over før transfervinduet.

Men Pione Sisto boltrede sig på den plads, der opstod omkring en passiv United-midtbane og foran et forsvar, der ikke just virkede sammenspillet.

Det var fortjent, at Sisto fik udlignet efter et fint rush før pausen, og da Paul Onuachu blev smidt ind efter en time, blev den manglende sammenhæng udstillet.

Sergio Romero var vel Man-of-the-match for Manchester United og pillede med en fremragende redning Onuachus første boldberøring, et hovedstød tæt under mål, men endnu en finurlig Onuachu-aktion gav ham et upresset skud på kanten af feltet, som selv Argentinas VM-sølvvinder fra Maracana forrige år ikke kunne nå ned til ved stolpen.

Vi har set FC Midtjylland spille bedre kampe i 2014 og 2015, og det er ikke bebrejdelse af mesterholdet, der leverede alt det, man kan forvente efter mere end to måneder siden Club Brugge-kampen og uden Erik Sviatchenko og Jakob Poulsen.

Men tilbage står, at FC Midtjylland har en helt reel chance for at gå videre på Old Trafford næste torsdag.

Det må være fristende at bringe Paul Onuachu i spil igen, for ham kunne United ikke håndtere, selv Chris Smalling, der målrettet overtog tjansen med at passe på nigerianeren og var den mest kvalificerede til opgaven, havde det svært med nigerianerens på en gang kantede og rigtig gode aktioner.

Med Jakob Poulsen tilbage vil midten også være styrket, især i en svær udekamp.

Louis van Gaal peger på et hav af skader, men når man ikke kan få et hold med Smalling, Blind, Carrick, Herrera, Mata, Depay og Martial i marken med tre yngre spillere plus Sergio Romero i kassen til at præstere bedre, er det ikke så mystisk, at nettet flyder over af memes med José Mourinho som næste United-boss.