Eriksson før Brøndby-forår: Fløjspil ikke min spillestil
Foto: Jens Dresling / Polfoto
Superliga

Eriksson før Brøndby-forår: Fløjspil ikke min spillestil

Brøndbys Magnus Eriksson spillede ikke noget godt efterår; blandt andet fordi han havde problemer med at vænne sig til en ny rolle på banen, men han håber og tror, at det kommende halve år bliver bedre.

Når Brøndby søndag åbner foråret på hjemmebane mod Hobro, bliver det også en ny start for offensivspilleren Magnus Eriksson.

Den 25-årige svensker kom til Vestegnen i sommer, men hans første halve år var ikke godt. Han har tidligere scoret mange mål i svensk fodbold, men endnu er det kun blevet til ét mål for Brøndby, og han faldt aldrig optimalt ind i spillet.

 
- Jeg blev købt at Brøndby, som havde store forventninger til mig, og det er klart, at jeg gerne vil gøre det bedre, end jeg har gjort. Det var et hårdt første halvår for mig personligt. Jeg trives bedst, når jeg spiller som second striker, og vi spillede mest 4-5-1. Jeg forsøgte at finde min plads på holdet, og det er altid vanskeligt at komme til et nyt hold og finde sin rolle. Det tager tid, siger Magnus Eriksson i et interview med Tipsbladet.
 
Et af problemerne har været rollen som højre kant, som Eriksson spillede en del kampe i efteråret.
 
- Jeg spillede næsten 10 kampe som højre kant under Åge Hareide i Malmö, men det var en plads, hvor jeg havde udgangspunkt i højresiden, men altid kom ind i banen og lå i mellemrummet foran modstandernes backlinje. Her har jeg været mere fløj, og det har handlet for meget om at løbe frem og tilbage, frem og tilbage. Det er jeg ikke god til, det er ikke min spillestil. Når jeg har fået bolden, har jeg været træt. Jeg har mere været en klassisk kantspiller end en, som trækker ind i banen, siger Eriksson, der tror, han i foråret vil falde bedre ind i spillet.
 
- Jeg har spillet mere centralt i opstarten, og jeg trives centralt i banen. Men om det er som en kantspiller, der kommer ind, eller om det er på en central position fra start, får vi at se. Det føles bedre nu, og jeg er i god fysisk form. Det kommer til at gå bedre.
 
Læs et stort interview med Magnus Eriksson i Tipsbladet, som er på gaden i dag.