Skidt nyt for FCN: Talentfuld angriber ude i måneder
Superliga

Skidt nyt for FCN: Talentfuld angriber ude i måneder

20-årig angriber er ude i tre måneder med en skade.

FC Nordsjælland er blevet ramt af et alvorligt slag kun et par dage før, at klubben tager hul på foråret i Superligaen.

Den 20-årige angriber Marcus Ingvartsen, der er særdeles talentfuld, er nemlig blevet skadet og ude i mere end tre måneder. Det oplyser klubben fra Farum på sin hjemmeside. Angriberen har været gennem en meniskoperation i sit ene knæ, og han er først kampklar igen om små tre måneder.

- Operationen på CFR Hospitaler er gået godt som forventet. Man fandt en mindre meniskskade i knæet, og den er nu ordnet, så Marcus kan starte genoptræningen. Vi forventer, at han vil være kampklar igen om 10-12 uger, siger FC Nordsjællands cheffysioterapeut, Jacob Penalver, til klubbens hjemmeside.

Ingvartsen, der formentlig gerne ville have spillet, er glad for, at han nu har fået klarhed over, hvad det var, der gav ham problemer.

Det er dejligt at få det ordnet og få klarhed over, hvad der gav smerterne i knæet. Det er nu ordnet på en god måde, og uvisheden er væk. Så kan jeg koncentrere mig om den plan, der er lagt for min genoptræning, siger han.

FC Nordsjælland åbner foråret med en udekamp mod Viborg søndag - her kan David Moberg Karlsson eller Emre Mor måske være den forreste angriber.