Agent haster til Tyskland: Bendtner foran fyring?
Foto: Finn Frandsen/Polfoto
Bundesliga

Agent haster til Tyskland: Bendtner foran fyring?

Nicklas Bendtner dukkede 45 minutter for sent op til dagens træning i Wolfsburg, og spørgsmålet er, om den udisciplinerede dansker risikerer en fyreseddel.

Historien om Nicklas Bendtner og Wolfsburg bliver mere og mere ulykkelig.

Danskeren er helt ude i kulden i den tyske klub, og han og Wolfsburg venter sådan set bare på, at det bliver sommer, og transfervinduet åbner, så deres veje kan skilles. Det ser dog ikke ud til, at Nicklas Bendtner har tænkt sig at holde lav profil de sidste par måneder i klubben. Nu er den således gal igen med den kontroversielle dansker.

Ekstra Bladet skriver, at Nicklas Bendtner i dag kom tre kvarter for sent til formiddagens træning i Wolfsburg, og han af samme årsag ikke fik lov til at træne med. Det er endnu ikke blevet besluttet, hvad det får af konsekvenser for Bendtner, men Ekstra Bladet nævner fyring eller suspendering som mulige sanktioner. Det er ikke mere end et par uger siden, at danskeren fik en bøde af klubben, fordi han på Instagram poserede med sin Mercedes. Det brød man sig bestemt ikke om i Folkevogns-klubben.

Nicklas Bendtners agent, Ivan Marko Benes, er i al hast rejst til Tyskland, hvor han skal forsøge at rede trådene ud med en Wolfsburg-ledelse, der efterhånden må formodes at have fået nok af den danske angriber.