Stolt Randers-anfører: Vi er rykket tættere sammen
Superliga

Stolt Randers-anfører: Vi er rykket tættere sammen

Randers FC har været igennem en yderst turbulent periode, men er nu klar til at dø for hinanden, mener anfører Mads Fenger.

Randers FC-profilen Mads Fenger havde næppe regnet med, at han i midten af marts ville stå med anførerbindet i den kronjyske klub. Det er dog tilfældete efter en større skandale, hvor titlen er blevet flået fra forsvarsspilleren Christian Keller. Keller er røget i skammekrogen i Randers efter at have fundet sammen med sin holdkammerat Jonas Borring´s ekskone. 

Det har har skabt massiv uro i Alka Superliga-klubben. Onsdag leverede holdet dog en stor indsats, da man i Telia Parken tvang FC København ud i forlænget spilletid i DBU Pokalen. Her sejrede værterne, men i Randers er klubbens nye anfører Mads Fenger positiv: 

- Vi er rykket tættere på hinanden i den seneste tid. Det kunne man også se på banen. Alle gav alt, hvad de havde. Både de startende 11 og dem, der kom ind i løbet af kampen. Der blev givet alt, og folk var nærmest klar til at dø for hinanden på banen. Det er en fantastisk flok at være anfører og stå i spidsen for, siger Mads Fenger til klubbens hjemmeside og understreger: 
 
- Jeg er virkelig stolt over at være anfører på et hold med de gutter her. Vi kommer ikke så godt fra start, men vi løfter niveauet, bider os fast og ender med at være det hold, der spiller bedst. Vi har også muligheder til at score flere mål, end vi fik gjort, og derfor gør det da også ekstra ondt at indkassere et mål til 2-1 i det 116. minut, udtaler han. 
 
Kasper Junker scorede for Randers i Telia Parken, mens Federico Santander og Mathias Zanka var på pletten for hjemmeholdet.