C/N: EM-preview - Gruppe C

På Wikipedias side om Gruppe C til dette års EM står der, at gruppens eneste tidligere vinder af EM er Tyskland, som naturligvis har vundet masser af gange. Den vågne læser vil måske her indvende, at det ikke er helt rigtigt. Som bekendt vandt Sovjetunionen den første udgave af EM’s forløber, European’s Nations Cup, tilbage i 1960. Selv om kernen på holdet bestod af spillere fra Moskva med en enklave af georgiske teknikere, var der alligevel en spiller fra Dynamo Kiev, midtbanespilleren Juri Voynov, i Sovjetunionens startopstilling i finalen.

Om dette er nok til at give Ukraine, som også er at finde i Gruppe C, status som tidligere EM-vinder er selvfølgelig åbent for debat. Det bliver en spændende debat at følge, på linje med hvor mange kampe man skal have spillet for at få en Premier League-guldmedalje. Hvor mange spillere skal en nuværende nation – hvis Ukraine da er det – have haft på et ikke længere eksisterende landshold, før en eventuel titel kan tælle som en titel til den nuværende nation?

Hvis vi ikke har tabt jer med den indledende diskussion om Sovjetunionens fodboldmeritter i 60’erne, kan vi berolige jer med, at vi kunne være blevet ved længe endnu. De andre to hold i gruppen er Polen og Nordirland, og det skal nok blive superspændende.

Tyskland

Karl Ove Knausgård og den svenske forfatter Fredrik Ekelund skrev under VM i Brasilien for to år siden en anbefalelsesværdig brevveksling om livet, fodbold og alt derimellem. Jeg synes, at Knausgårds beskrivelse af Tyskland efter deres første kamp mod Portugal er meget rammende:

”[Tyskerne] er afbalancerede, utroligt sikre defensivt, de varierer spillet offensivt, så de altid får målchancer, og de er gode afsluttere, så de altid scorer. Denne udgave, det hold der spillede mod Portugal, er nok det bedste hold jeg har set indtil videre i VM.”

Men:

”Jeg har heller ikke noget imod dem, de vækker ingenting i mig. De er neutrale, på en måde. Hvem kan brænde for Thomas Müller? Toni Kroos? Bastian Schweinsteiger?”

Tyskland anno 2014 var den fodboldmæssigt perfekte afløser til Spaniens kedelige tiki-taka-dominans, men hvor tit sidder vi lige og tænker, at vi er rigtig glade for, at de vandt VM? Selvfølgelig er Tyskland det nærmeste vi i dag kommer det multietniske – og succesfulde – franske hold fra sidst i 90’erne, og det er en flot beretning om god ungdomsudvikling og et land, der får noget at være stolte over efter lidt at have gået stille med dørene i 60-70 år. Men stadigvæk…

Manuel Neuer er verdens bedste målmand, og han har taget målmandsspillet i marken til en helt ny dimension og alt det der. Han fortsætter sikkert med at være god også i år.

På bænken er der en masse målmænd, der ville gå direkte ind i startopstillingen på cirka 23 andre hold til EM. Det er ter Stegen fra Barcelona, Trapp fra Paris, Leno fra Leverkusen og Zieler fra Hannover. Måske skal Roman Weidenfeller fra Dortmund også have lov til at sidde på bænken i en slutrunde til? De tager jo nok kun tre målmænd med, så der er kamp om pladserne.

I forsvaret er både Philipp Lahm og Per Mertesacker gået på pension efter VM-sejren i 2014. Man kan måske regne med at midterforsvaret vil være det samme som i de glade dage i Brasilien, og at Tyskland derfor stiller op med Mats Hummels og Jerome Boateng der. Boateng har dog været lidt ude af holdet på det seneste, og derfor er den sorte Beckenbauer fra AS Roma, Antonio Rüdiger, en mulig erstatning. Det kunne også sagtens være Valencias Shkodran Mustafi. Han er, så vidt vides, ikke i familie med den tidligere Brønshøjkæmpe Nuri Mustafi.

På backpladserne har de endnu flere spillere, som det er svært ikke at beundre men også svært at føle noget videre for. Jonas Hector fra Köln, Emre Can fra Liverpool og Erik Durm fra Dortmund er nogle af dem.

Også på midtbanen har Tyskland dygtige spillere, og de kommer nok til at spille med to mere defensivt orienterede af slagsen. På italiensk ville man sige, at der er l’imbarazzo della scelta, på tysk hedder det måske der Verlegenheit des Wahles. Hvem ved? Der er i al fald mange at vælge imellem.

Sami Khedira spiller fremragende i Juventus efter et mindre vellykket ophold i Real Madrid. Han spiller måske, hvis ikke tidligere omtalte Bastian Schweinsteiger tager den plads. Måske bliver det ikke en af de to, men Leverkusens Christoph Kramer eller Dortmunds Ilkay Gündogan, der kommer til at spille ved siden af Toni Kroos fra Real Madrid.

Længere fremme spiller Thomas Müller, som Knausgård har svært ved at brænde for, sammen med folk som Mesut Özil og André Schürrle. Legendariske Lukas Podolski – hele Tysklands Peter Graulund – kan være supersub. Marco Reus fra Dortmund er også en mulighed. Nøj, det ser stærkt ud, jeg har endda glemt Wolfsburgs Julian Draxler, og så kan de tilmed have Mario Götze på toppen.

Götze afgjorde jo VM-finalen, og det er de nok stadig glade for i Tyskland. Miroslav Klose spiller ikke længere på landsholdet, men det gør Mario Gomez. Han er i dag i Besiktas. Bendtners overmand i Wolfsburg, Max Kruse, kan også komme med. Det er sjovt, at landet, der gav os Gerd Müller, Klinsmann og Rudi Völler har så få boksangribere.

Med det talent og den bredde, Tyskland stiller med, er de naturligvis storfavoritter, men de virker så professionelle, at de nok ikke engang vil gå amok over at blive nummer to eller ryge ud i semifinalen efter en hæderlig indsats. Det er forbilledligt, og tyskerne har det hele. Hvis spillerne ikke kan hidse en op, kan man drikke nogle tyske øl under kampene. Reinheitsgebot ftw.

Så vidt Tyskland, og læg mærke til, at vi ikke en gang har sammenlignet deres spil med en maskine.

Polen

Polen spillede mod Tyskland i kvalifikationen til EM, og den opmærksomme læser vil vide, at de en oktoberaften i 2014 faktisk vandt det første indbyrdes opgør. Det var ikke et tilfælde, da Polen faktisk har et af de mest spændende hold i årets turnering. Det er selvfølgelig blevet sagt flere gange før, hvorefter de er faldet helt igennem og derpå ikke har kvalificeret sig til den næste slutrunde, selv om de burde. I Danmark kan vi også se frem til at møde Polen i kvalifikationen til VM, og vi skal nok komme på hælene. Nå, den tid, den glæde. Nu skal det polske publikum først se frem til at byde eksempelvis Nordirland op til mazurka.

Polen har flere middelmådige målmænd at vælge imellem. Der er den rutinerede sæbehandske fra Bournemouth Artur Boruc, som i Celtic opnåede tilnavnet The Holy Goalie for sin vane med at velsigne sig selv inden kampene. Szczesny har i sin tid i Roma spillet sig op i forhold til i Arsenal, men han veksler stadig flittigt mellem feberredninger og hjerneblødninger. Der er også Przemyslaw Tyton fra Stuttgart og Lukasz Fabianski fra Swansea. Vi gætter på, at Fabianski bliver førstevalg, men det store spørgsmål er, hvordan man udtaler Przemyslaw? Prz efter hinanden, det er svært. Hjælp os gerne.

Lukas Piszczek fra Dortmund er en habil højre back. Som venstreback er der kamp mellem to tidligere legender for Legia Warszawa. Vi tror, at Maciej Rybus, som spiller fodbold i Tjetjenien, bliver foretrukket frem for den mere rutinerede Jakub Wawrzyniak, som nu spiller i Gdansk.

Inde i midten er Kamil Glik fra Torino sikker på sin plads. Glik har gennem flere år vist sig som en af de mest stabile midterforsvarere i Serie A, og med en god slutrunde kan han sagtens få en flot kontrakt i en russisk topklub, eller måske en klub i et andet land. Ved siden af ham spiller enten Wawrzyniak (ham igen) eller en af de på danske breddegrader forholdsvist ukendte Artur Jedrzejczyk (igen umuligt at udtale – vi glæder os til at høre Faxe sige det navn), Michal Pazdan eller Lukasz Szukala. Engang kunne det have været Tomasz Waldoch eller Tomasz Hajto, der kunne spille i midterforsvaret, og det var naturligvis tider.

Ligesom med Tyskland gætter vi på, at Polen stiller op med en enkelt mand på toppen, og det giver plads til mange mand på midten. På den defensive midtbane har vi derfor Sevillas Grzegorz Krychowiak, som er et stærkt kort. Ved siden af ham spiller måske flænseren fra Legia Warszawa Tomasz Jodlowiec, hvis han ikke ryger ned i forsvaret eller ud på bænken. Andre muligheder er Lech Poznans stortalent Karol Linetty eller den noget ældre Slawomir Peszko fra Gdansk.

Længere fremme bør Kamil Grosicki fra Rennes spille på højrekanten, hvilket giver plads til Jakub Blaszczykowski fra Fiorentina på venstrefjøjen. Måske bliver Blaszczykowski også anfører i stedet for Glik. Bag den enlige angriber er der plads til en central offensiv midtbanespiller. Vi håber, at de vælger den fremadstormende mirakelmand fra Empoli Piotr Zielinski i stedet for den for gamle Sebastian Mila, som ligesom mange andre omkring det polske landshold spiller i Gdansk.

Med champagnebold i Superligaen byder Brøndbys Kamil Wilczek sig naturligvis til omkring det polske landshold, hvor han måske får debut til sommerens EM. Hvis han skal i startopstillingen, skal han håbe, at Arkadiusz Milik fra Ajax går i stykker. Ellers kan det være, at Robert Lewandowski fra Bayern München får chancen.

Polen skal naturligvis videre fra deres gruppe, da Nordirland og Ukraine bør være for dårlige til at true dem. Vi håber ikke, at det bliver til mere. Det er ikke, fordi vi har noget imod det polske landshold som sådan, men fordi den polske regering er af en så ulækker kategori med alt hvad det indebærer af pressekontrol og modstand mod abort, at de ikke ville tøve med at bruge sportslige succeser i propagandamæssigt øjemed. Det må nødvendigvis gå ud over, hvad Conte/Nestor-skalaen synes om dem til slutrunden. Tag den.

Ukraine

Salig Valeri Lobanovski har naturligvis en plads i alle fodboldelskeres hjerter. Han stod bag systemet, den 3-5-2-opstilling, som på ægte sovjetisk maner gav spillerne en så ringe grad af personlig frihed, at det fejrede triumf på triumf. Først i 80’erne med Sovjetunionens landshold, og siden sidst i 90’erne med det Dynamo Kiev med Rebrov og Shevchenko og alle de andre.

Lobanovski er borte for evigt, og Ukraine har ærligt talt større problemer for tiden end et landshold, der foruden generel mangel på talent også lider under ikke at kunne finde tilbage til det samme spil som før. Alligevel sneg de sig lige med til EM. At de sluttede bag Spanien i deres kvalifikationspulje er nok ingen overraskelse, men mere urovækkende var det, at de også endte efter Slovakiet. Det lykkedes dog for dem at slå Slovenien i play-off, og så er de her igen. Som i gamle dage er det et landshold, der bygger på et enkelt klubhold, som desværre ikke længere er Dynamo Kiev, men mere gustne Shakhtar Donetsk.

Andriy Pyatov er fast målmand for Donetsk og derfor også det ukrainske landshold. Hvem er for resten reserverne Denys Boyko og Mykyta Shevchenko?

Af nostalgiske årsager vil vi så gerne se, at ukrainerne stiller op i 3-5-2 med wingbacks og det hele. Derfor giver vi plads til tre midterforsvarere. Yaroslav Rakitskyi fra Donetsk er sikker sammen med kæmpen fra Dynamo Kiev, Yevhen Khacheridi. Måske skal Oleksandr Kucher fra Donetsk være general i den trebackskæde, som garanterer, at Ukraine nok skal gå fra mindst en af deres kampe uden elleve mand. Hvis Ukraine vil gøre deres forsvar lidt yngre uden at lade være med at brække ben, kan de også bruge Yevhen Selin fra Dynamo Kiev.

Så skal vi jo også have to wingbacks. Alt tyder på, at de kan stille med Artem Fedetskyi fra Dnipro Dnipropetrovsk som den højre af slagsen og den endnu ældre Vyacheslav Shevchuk fra Donetsk på den venstre flanke. I virkeligheden er det måske nok et femmandsforsvar.

Også på den centrale midtbane kan Ukraine stille op med oldboys-spillere, som er farlige for modstandernes førlighed. Anatoliy Tymoschuk har spillet fodbold i mange europæiske storklubber, og det gør han stadig, hvis man ligesom UEFA er lidt gavmild med Europas geografiske grænser. Han spiller nemlig i Kazakhstan, men han er anfører for Ukraine og indehaver af landskampsrekorden. Ved siden af ham kunne de spille med Ruslan Rotan fra Dnipropetrovsk og Oleg Gusev fra Dynamo Kiev, men mon ikke Taras Stepanenko tager en af de to pladser? Det kommer til at gøre avs at spille sig igennem Ukraines centrale kæder.

Oppe foran kan Ukraine bruge to managerlegender, som sagtens kan gøre livet besværligt for Nordirlands forsvar og måske endda også Tyskland og Polens. Andriy Yarmolenko fra Dynamo Kiev og Yevhen Konoplyanka er rigtig hurtige, og måske får de lov at spille ved siden af hinanden på toppen. Det håber vi sådan. Ellers kan der blive plads til Stuttgarts bænkevarmer Artem Kravets eller den farlige Yevhen Seleznyov fra Kuban Krasnodar.

Alt i alt skal Ukraine være meget glade, hvis det lykkes for dem at slå Nordirland. Det skal nok blive en herrefight, når de to hold mødes den 16. juni kl. 18 i Lyon. Men for at kunne brække modstandernes ben, er man også nødt til at kunne indhente dem, og det får det aldrende ukrainske mandskab svært ved.

Nordirland

Hvor Ukraine er et eksempel på et land i opløsning, er det faktisk gået den modsatte vej for Nordirland siden den sørgelige borgerkrig. Det er efterhånden længe siden, at den katolske Neil Lennon modtog dødstrusler fra den mere gustne del af de nordirske supportere, og landet kan til sommer fejre sin første EM-deltagelse nogensinde.

Alligevel er de ikke slutrundedebutanter. Mange husker det ikke, men i både 1958 og 1982 lykkedes det for dem at gå videre fra VM’s indledende runder. I 1986 var de også med, men siden da har de ikke gjort meget væsen af sig. Af de gode ting i verden huskes Nordirland mere for verdens bedste sang end for deres fodboldlandshold.

I Danmark husker nogle måske Lars Højers meget lange tilløb, da FCK med møje slog Linfield ud af kvalifikationen til Champions League i 1993. Ultra-nestor Keith Gillespie og topscoreren David Healy er de seneste tredive års største offensive profiler, men de er ligesom George Best ikke med længere.

Man kan nok forvente, at Nordirland vil spille Mølby-fodbold med fokus på en gejst, en hårdt kæmpende startelva og mangel på teknisk kunnen over hele linjen. Som nævnt vil Slaget i Lyon – kampen mod Ukraine – muligvis blive et tidligt, og særdeles voldeligt, højdepunkt ved EM.

Nordirland vandt den svageste kvalifikationspulje foran Rumænien og Ungarn. Det var den samme pulje, hvor Grækenland med Ranieri tabte til Færøerne. Hvor er lykken dog lunefuld. Ved EM vil Nordirland nok stille op i en forholdsvis kompakt opstilling, sikkert en 4-5-1.

Notts County er efter sigende verdens ældste fodboldklub, og de er også grunden til, at Juventus spiller i deres sort-hvide trøjer. Juventus fik nemlig et sæt Notts County-spilletrøjer tilsendt, da de skulle spille deres første kamp. Notts County er også klubben, hvor den tidligere OB-målmand Roy Carroll i dag spiller. Han er ikke førstemålmand for Nordirland. Det er i stedet Michael McGovern fra Hamilton eller måske endda Alan Mannus fra St. Johnstone. De er nogle stærke skotske klubber, begge to.

Aaron Hughes er naturligvis et gensyn værd for fans af Newcastle, Aston Villa og Fulham, men ligesom Carroll får han nok en plads på bænken og som næsten-træner takket være sin enorme rutine. Det bliver et smukt farvel til Hughes på den største scene, efter han i det seneste år har spillet i Melbourne sammen med Thomas Sørensen, som åbenbart heller ikke er gået på pension.

Der er nok at vælge imellem i det nordirske midterforsvar. West Bromwich-veteranen Gareth McAuley bliver en af de to stoppere. Den anden bliver nok Watfords Craig Cathcart, hvis de ikke vælger at køre med et rent WBA-forsvar og sætter Jonny Evans ind. Igen ligger sammenligningen mellem det nordirske landshold og Juventus lige for. Italien bruger jo også gerne et rent Juventus-forsvar, så det er nærmest det samme.

På venstre back har vi Chris Brunt fra (trommehvirvel) West Bromwich Albion, men på højre back tillader de sig nok at stille op med Manchester Uniteds unge Paddy McNair eller Fleetwood Towns lidt ældre Conor McLaughlin. Det er dejligt, at der kommer en spiller fra Fleetwood Town med til EM.

Capitan Steven Davis fra Southampton er balancespiller på den nordirske midtbane. Lidt længere fremme har vi The Championships Andrea Pirlo, Oliver Norwood fra Reading. Hvis Nordirland mod forventning vælger ikke bare at sparke boldene over midtbanen, skal Norwood nok begejstre med sin kælne boldbehandling og fine sparketeknik. Vi glæder os til at se ham. For at beskytte Norwoods porøse bentøj spiller enten den tidligere WBA-mand Chris Baird eller Jonny Evans’ lillebror Corry ved siden af Norwood. Baird kan også være en nødløsning på højre back, og så kan McNair rykke op på midtbanen.

Ude på kanterne har vi Aberdeens hurtigste mand Niall McGinn og Stuart Dallas fra Dirty Leeds United. Deres opgave bliver at komme til mange indlæg, for der er en ægte, lidt immobil, britisk tankcenterforward længst fremme i form af Kyle Lafferty, som for tiden spiller i Birmingham. Han er næsten to meter høj og kom desuden op at slås til træning, da han var i Rangers, hvilket tidligere var en passende destination for det halve Nordirland. Mere britisk bliver det ikke. Mølby elsker allerede det her hold.

Opsummering

Tyskland og Polen SKAL videre fra den her gruppe. Ukraines hårdtslående veteraner bør være forbi sidste salgsdato, og mens Nordirland nok skal give en forbilledlig fighterindsats, bør de ikke være gode nok til at true nogen af de to førstnævnte.

Derfor er kampen mellem Nordirland og Ukraine altafgørende, hvis et af de to hold skal videre som treer. Ukraine må være favoritter, men de skal ikke vide sig sikre på noget mod et Nordirland, som er sympatisk på den der Tipslørdag-i-80’erne-agtige måde.

Gruppens Conte

Manuel Neuer fra Tyskland. Ganske vist hidser dette tyske hold os ikke op, men det skal ikke forhindre os i at give Neuer status af gruppens Conte af ren og skær misundelse. Han er så perfekt, at det halve kan være nok. Neuer er god med fødderne, Neuer er verdens bedste målmand, Neuer er meget bedre end alle os andre. Hold nu op. Conte-rating 3,4.

Gruppens Nestor

Legally Blonde Kamil Glik fra Polen. Glik har for længst taget den italienske Serie A med storm, men han spiller for en for lille klub til at komme til en af de store klubber. Af en eller anden grund kan Real Madrid ikke hente en polak fra Torino til deres midterforsvar. Selv om de burde. Det burde de fleste klubber. Vi kan godt lide denne forsvarstonser med hang til hovedstødsmål. Nestor-rating 6,2.

JONAS NEIVELT