Bevæget Bach Bak om karriere-stop: Ubeskriveligt
Foto: Anders Brohus/Polfoto
Superliga

Bevæget Bach Bak om karriere-stop: Ubeskriveligt

Kristian Bach Bak takker af som spiller og bliver assistenttræner for FCM, og det var en hård afsked med spiller-karrieren, som Kibæk-drengen skulle igennem før, under og efter kampen søndag.

Kristian Bach Bak har nu sat støvlerne på hylden, og det var med en lille klump i halsen, at han kunne modtage fansenes hyldest både før, under og efter kampen. Desværre var den skade, som nu tvinger ham til at stoppe, stadig så slem, at han også måtte sidde ude i kampen mod FC Nordsjælland i sidste spillerunde.

Efter kampen takkede han fansene både foran dem og til TV3 Sport 1.

- Den afsked her ville rigtigt mange fodboldspillere drømme om og få lov til at opleve. Jeg skylder dem rigtig meget, og det har jeg tænkt mig at give tilbage som træner nu. Det er ubeskriveligt det her, og det er kun, hvis man har været i fodboldverdenen, at man forstår, hvor meget det her betyder, lyder det fra FCM-kaptajnen.

Følelserne var i det hele taget til at tage og føle på i interviewet. Særligt forholdet til fansene er noget, som betyder meget for Bach Bak.

- Jeg glæder mig sindssygt meget til det, jeg skal. Men det er jo ikke en dag, som man har glædet sig til. Jeg skal ikke spille fodbold mere. Jeg skal ikke kæmpe og tackle for dem (fansene red.) mere. Det har været en stor del af mit liv, det har været hele mit liv. Efter i dag er jeg lidt ked af det. Jeg er stolt, siger Bach Bak, der bemærker, at det kun er meget få spillere, som får sådan en afsked, når de stopper karrieren.

Med 4-1-sejren over FC Nordsjælland blev sæsonen sluttet flot af for FCM, der ender på tredjepladsen og dermed med bronze om halsen.