Uheldig Ajax-dansker var tæt på at opgive drømmen
Foto: Ajax
Benelux

Uheldig Ajax-dansker var tæt på at opgive drømmen

Det danske Ajax-talent Markus Bay har været forfulgt af skader, og til tider var den tidligere Brøndby-spiller ved at opgive det hele.

For godt tre år siden blev en 16-årig Markus Bay solgt fra Brøndby IF til Ajax, og med i kufferten til Holland havde midtbanespilleren en masse drømme om at slå igennem i storklubben, men virkeligheden blev hurtig barsk for den unge mand.

Markus Bay har været forfulgt af skader i størstedelen af sin Ajax-tid, og det er først for nylig, han igen er blevet helt klar.

- Min første halvdel på B1-mandskabet var min bedste tid hidtil i Ajax. Da jeg rykkede op på A1, fik jeg Orlando Trustfull som træner, og jeg var på hold med blandt andre Donny van de Beek og Abdelhak Nouri. I den første kamp efter vinterpausen følte jeg noget i min lyske, og siden da gik det op og ned for mig. Sammenlagt var jeg skadet i halvandet år. Det kunne kun helbredes med hvile. Imens udviklede Nouri og Donny sig kraftigt, og jeg stod bare stille. Det var hårdt, siger Markus Bay til Ajaxs hjemmeside.

Den megen modgang, der mødte Markus Bay meget tidligt i Holland, var til tider tæt på at knække ham, men han bed tænderne sammen og fik god sparring fra blandt andre Nicolai Boilesens far.

- Jeg var langtidsskadet, jeg var langt væk hjemmefra i et fremmed land uden min kæreste, min familie og mine venner. Jeg var nødt til at træffe et valg for mig selv – ville jeg 100 procent være professionel fodboldspiller? Der var øjeblikke, hvor jeg bare havde lyst til at pakke min taske og tage væk. Jeg talte en masse med min far og med Kenny Boilesen (Nicolai Boilesens far, red.). Han ved, hvad der kræves, fordi Nicolai ofte selv har været skadet. Han har virkelig hjulpet mig og min familie, siger Bay og tilføjer:

- Nu er min landsmand Kasper Dolberg her, og det er fint. Når jeg ikke er i klubben, kan jeg slappe af og hygge mig sammen med ham i stedet for bare at sidde alene i et rum. Den 1. juli får jeg efter alt at dømme en lejlighed, og min kæreste kommer og bor sammen med mig. Det bliver en ny begyndelse, og det er præcis, hvad jeg har brug for lige nu.

Markus Bay skal i den kommende sæson tørne ud for Jong Ajax, der huserer i den næstbedste række i Holland.