Mysteriet Thomas Müller og de manglende mål
Foto: AP Photo/Thanassis Stavrakis
EM

Mysteriet Thomas Müller og de manglende mål

Hvad er der galt med Tysklands normale slutrundetopscorer? Thomas Müller har lige haft sin bedste sæson for Bayern München nogen sinde, men efter fem kampe har han stadig ikke åbnet sin EM-konto for Tyskland, der mere og mere får brug for, at den uortodokse angriber kommer på måltavlen, som skader og karantæne rammer de forsvarende verdensmestre.

Bragt i Tipsbladet 5. maj

På forhånd var der en del bekymring i Tyskland omkring det italienske forsvar, der ventede i kvartfinalen, for Juventus-trioen foran Gianluigi Buffon havde bygget en stort set uigennemtrængelig mur i de tre EM-kampe, de havde spillet sammen, så hverken Belgien eller Spanien havde været i stand til at score.

Modsat havde tyskerne en mand, der tidligere havde bevist, at han kunne gøre det, for i forårets 1/8-finaler i Champions League mellem Juventus og Bayern havde Thomas Müller scoret i både Torino og i München, og det sidste havde været et ufatteligt vigtigt mål, da Bayern hang på kanten af en turneringsafsked, indtil angriberen i det 91. minut headede 2-2 ind ved bageste stolpe og sikrede den forlængede spilletid, som mandskabet fra München vandt. Så meget af målhåbet hang på Thomas Müller, men igen blev det en klassisk EM-kamp for den 26-årige offensivspiller, der i det tyske 4-2-3-1-system har udgangspunkt på højrekanten.

Det var en kvartfinale, der balancerede på en knivsæg med to bomstærke forsvar og en fornemmelse af, at en enkelt fejl kunne blive afgørende, og hvis den ikke opstod i løbet af 120 minutter, ville det ende med straffespark. Og fejlen kom i det 54. minut, da italienerne ellers med stor ro spillede sig ud fra forsvaret i en presset situation, for wingbacken Alessandro Florenzi satsede for meget på en bold fremad banen. Den blev opsnappet, tyskerne slog kontra, og centralangriber Mario Gomez driblede på tværs uden at finde afslutningshullet. Så i stedet lagde han bolden af til Thomas Müller, der fra kanten af feltet sparkede godt og præcist mod det lange hjørne, som Buffons balance gjorde umulig at dække af.

Så endelig, efter 414 målløse minutter, var Bayern-angriberen på vej på tavlen – indtil fejlskaberen Florenzi kom flyvende ind fra højre og med en fantastisk hælparade fik styret bolden forbi stolpen og ud til et ufarligt hjørnespark. Det var typisk for den italienske defensiv, og det var typisk for Thomas Müllers EM.

Kampen åbnede nu en smule op alligevel, da Florenzi igen kiksede, og denne gang ikke kunne nå tilbage til en feberredning af Özils skud, mens Boateng fejlede i den anden ende, så Italien fik et straffespark til udligning. Og så blev det alligevel forlænget spilletid, hvor Müller i det 101. minut måtte se to forsøg i træk blokeret af den blå mur og til sidst blev så frustreret, at han meget ulig den ellers normalt så velafbalancerede tysker gjorde grin med Giorgio Chiellinis lettere teatralske fald efter en kropskontakt.

Så det endte med mange straffespark og en ny linje om Thomas Müller i den tyske fodboldhistorie. For manden, der fire måneder efter sin landsholdsdebut blev VM-topscorer med fem mål i 2010 og fire år senere scorede lige så mange på Tysklands vej mod verdensmesterskabet i Brasilien, blev denne gang den første tyske straffesparksskytte, der kiksede fra pletten efter 22 succesrige forsøg i træk. I tilløbet var hans blik konstant rettet mod Buffon på stregen, men målmandsveteranen gav ikke noget væk og gik til den rigtige side, hvor han uden problemer kunne parere Müllers forsøg, der altså blev det første tyske kiks fra pletten i en straffesparkskonkurrence, siden Uli Stielike brændte i VM-semifinalen mod Frankrig i 1982 – i en kamp som Tyskland så i øvrigt vandt alligevel.

Men alt i alt var det en meget sigende EM-kamp for Thomas Müller, der med 17 forsøg på fem kampe er den mest afsluttende tysker i Frankrig, men altså stadig har sit første mål til gode. Det er så gået for tyskerne alligevel, men spørgsmålet er, om det også kan holde til en semifinale mod de franske værter, for Mario Gomez blev lårskadet mod Italien og er færdig for resten af slutrunden, mens centerforsvareren Mats Hummels, der afgjorde VM-kvartfinalen mod Frankrig for to år siden med et fint hovedstød, har karantæne.
Så Tyskland har brug for mål af Thomas Müller, der bare ikke har scoret nogen endnu, hvilket egentlig er lidt af et mysterium.

En fortolker af rum
Normalt handler mysteriet om Thomas Müller ellers mest om, hvorfor han er så god, for han har ikke den åbenlyse spidskompetence, hvilket han også selv var inde på i en berømt portrætartikel af den tyske journalist Uli Hesse for det amerikanske fodboldmagasin Eight by Eight i vinter.

”De spillere, der plejer at gøre en forskel, er tit fantastiske driblere. Nogle er meget hurtige, andre har bevægelser og finter og har derfor også brug for en fantastisk teknik. Men jeg er ikke nogen god dribler. En-mod-en situationer er ikke min styrke. Derfor tror mange også, at min teknik ikke er noget særligt, men den er faktisk bedre end de fleste mener,” sagde Müller, hvorefter Uli Hesse konkluderede, at:

”Med andre ord kan Müller ikke slå en modspiller med sin boldkontrol, han kan ikke gøre det med sin hurtighed og heller ikke med sine dribleegenskaber. Han slår bare sin modspiller.”

For det gør Bayern-angriberen jo, og det har han også selv givet et bud på, hvordan kan være. Faktisk har han opfundet et begreb til lejligheden, nemlig ”Raumdeuter” hvilket betyder ”en fortolker af rum,” altså en spiller der kan se og finde rummene på banen, nogle gange før de opstår.

I den nyligt afsluttede klubsæson scorede han 32 mål i 49 kampe, hvilket var hans hidtil højeste antal på et fodboldår, så derfor var forventningerne til Müller før EM også store. Specielt når han også havde scoret ni af Tysklands 24 mål i kvalifikationen.

”Alle vores modstandere har problemer med ham, fordi hans løb er meget kloge, og fordi han hele tiden dukker op i målfeltet,” sagde landstræner Löw på vejen mod Frankrig, hvor han også bemærkede, at det var som om, at Thomas Müller havde en sjette sans.

”Han tænker kun på at score mål, score mål, score mål. Det kan man ikke lære nogen.”

Og det gjorde Müller også i den sidste opvarmningskamp mod Ungarn, hvilket var ganske vigtigt efter et forår, hvor han slækkede en del på scoringstempoet for Bayern. Men desværre for tyskerne har det altså været den uskarpe angriber, der er trådt ind i slutrunden, hvis man lige ser bort fra syv gyldne minutter mod Nordirland, hvor han først sendte et flyvende hovedstød på stolpen, derefter lagde op til Mario Gomez’ sejrsmål og til sidst sparkede bolden på overliggeren.

Ellers har det været skønne spildte kræfter for den tyske nummer 13, som Tipsbladet holdt særligt øje med i 0-0 kampen mod Polen på Stade de France for at få en fornemmelse af, hvordan han fortolker rummene på banen.

I den kamp spillede Tyskland med Mario Götze på toppen som en falsk nier, mens Müller startede til højre, men der blev han ikke liggende. Tværtimod rykkede han gerne på tværs, også helt over på den anden side af Götze, mens han hele tiden løb og pegede ned på græsset, hvor han gerne ville have afleveringerne. Men de nåede aldrig frem i de huller, som Müller fandt, og hvis de en sjælden gang gjorde det, kunne rum-fortolkeren simpelt hen ikke finde den nødvendige plads.

For hvor Bayern München på toppen har Robert Lewandowski, der tiltrækker forsvarernes opmærksomhed, og på kanterne har for eksempel Arjen Robben og Diego Costa, der trækker modstanderens defensiv helt ud og dermed åbner huller, så har Tyskland spillet meget igennem på midten, via holdets måske bedste spiller hidtil i Toni Kroos, og så har der ikke været meget rum at finde for en Thomas Müller med seks-syv-otte defensive modspillere omkring ham.

Og så har skarpheden altså også manglet, når muligheden har været der.

”Selvfølgelig er jeg ikke helt tilfreds med den måde, tingene er forløbet på indtil videre, men jeg synes nu heller ikke, at jeg har været så dårlig, som nogen har gjort mig til. Jeg håber, at jeg kan score mål, men som jeg sagde før EM, er det ikke det vigtigste for mig,” sagde angriberen, der lige så meget ser sig selv som en mand, der skaber muligheder for holdkammeraterne.

”Han er simpelt hen bare en spiller, der afgør kampe. Han har næse for mål,” sagde landstræner Löw efter de første par EM-kampe, men målnæsen har været stoppet, og selv om Tyskland altså har klaret sig alligevel, begynder behovet at blive stort uden Gomez på banen i semifinalen mod Frankrig. For Götze har slet ikke overbevist som falsk ni’er, mens Julian Draxler og Mesut Özil kun har været gode i glimt.

Så Tyskland har brug for mål fra manden, der har scoret 10 gange ved to VM-slutrunder, men stadig har sit første EM-mål til gode, for han var heller ikke skarp i Ukraine og endte med at blive sat af i semifinalen mod Italien.

Det sker ikke denne gang, men det havde været godt for både Tyskland og Thomas Müller, hvis han havde fået bolden over stregen, om ikke andet så bare i straffesparkskonkurrencen.

”Jeg tager ikke flere straffespark i de næste par uger. Jeg må arbejde med min teknik på straffespark, og i løbet af et par måneder vil jeg vende stærkere tilbage. Men nu vil jeg lade andre sparke,” sagde Müller og moderede straks sit udsagn.

”Hvis vi igen ender i straffespark, og vi har brug for sparkere, skal jeg nok stille op. Men jeg vil ikke bede om at tage et,” sagde den målløse angriber efter nu 480 minutter på de franske EM-baner.

Men det nægter han at fokusere på.

”Jeg vil selvfølgelig blive ved med at forsøge mig, og hvis det sker, så sker det. Men hvis vi vinder finalen, uden at jeg har scoret et EM-mål, så kan det godt være, at jeg ikke får så meget kredit for det i medierne, men jeg vil stadig tage EM-trofæet med hjem,” sagde Thomas Müller efter kvartfinalesejren over Italien, der gør, at han nu kun er to sejre fra den sidste titel, der mangler på det imponerende CV med fem tyske mesterskaber, fire pokaltitler, en Champions League-triumf, et klub-VM og selvfølgelig VM i Brasilien i 2014.

Men skal Tyskland nå så langt, har de brug for en bedre Thomas Müller, end ham der hidtil har spillet på de franske baner.