C/N: EM-observationer

Indrømmet det var de færreste der havde set det komme, men Portugals EM-sejr var naturligvis overraskende og så alligevel ikke. Fire ud af de seneste fem gange har man fedtet sig i semifinalen til EM. Og det er til trods for, at man over flere omgange hverken har haft en mål eller angriber. Spillere som Raphael Guerreiro og Renato Sanches har gjort nogle tyske sportsdirektører glade. Det var godt set og købt INDEN slutrunden gik i gang. Selvom CR7 gik ned i finalen, så fik holdet alligevel holdt Frankrig fra fadet - og så lidt heldigt scoret det ene vigtige mål. Meget tilhører Pepe, men Fernando Santos er også en gammel ræv i spillet, der har set lidt af hvert. Ligesom Claudio Ranieri.

Før slutrunden kunne man godt frygte en midtbane med N'Golo Kante, Blaise Matuidi og Paul Pogba, men lidt ligesom med England i 00'erne, så kom det aldrig helt til at fungere. Kante røg gudhjælpemig også ud en karantæne, og så løste problemet sig selv en smule, men Kante fik også vist, at der lidt buyer be aware, hvis man er et meget boldbesiddende hold, og hvis man overvejer at kaste penge efter ham. Matuidi havde heller ikke en super slutrunde, hvor han også opdagede, at den nye PSG-træner Unai Emery egentlig godt kunne undvære ham. Så nu er han på vej til Premier League og ender endda med at få Paul Pogba som makker igen, hvis og hvis den Mino Raiolaske kabale ellers går op.

Det betyder naturligvis, at der er et lille overskudslager på Manchester Uniteds midtbane. Men en spiller som Bastian Schweinsteiger lignede en, der var klar til MLS medmindre, at han kan hive sig op i en nogenlunde fysisk form i pre-season. Mario Götze hørte også til en af slutrundens større skuffelser, og det ligner også et exit nede i München. Det er ret interessant, at hans stjerne kan blegne så hurtigt. Måske var han bare en one season wonder, men det er betænkeligt lavt bundniveau. Måske burde han i virkeligheden bare genforenes med Far Klopp i Liverpool. De samler også på den type spillere. Altså offensive profiler der kan forsvinde helt, helt, helt ud af en kamp. Imens må Joggi Löw, Oliver Bierhoff und freunde tænke lidt over, hvordan man løser det store tyske angrebsproblem. Torjägeren er truet. Om de vil det eller ej.

Både Italien og Spanien havde valgt deres respektive mesterholdsautomatismer afspejle sig i landsholdet. Det var både en god og dårlig ide. Det var godt for Italien, for det gav dem mulighed for at tage deres (for modstanderne) komplicerede opdækningsspil med, hvor det i meget lange perioder var svært for modstanderholdet at slå en vertikal aflevering. For Spanien var det en dårlig ide, og det står endnu mere klart, at Barcelonas spil er lagt op på, at Messi, Neymar eller Luis Suarez skal have bolden, og så sker der et eller andet. Well. Nolito, Alvaro Morata og David Silva er ikke i nærheden af samme kvalitet, og så kom Andres Iniesta til at virkelig frygtelig ensom på et spansk landshold, der mere og mere minder om 1998 end 2008. Der må en vis mængde nytænkning til. Det er ikke fordi de mangler spillerne, men der var satset på de forkerte - og det pæne spanske landshold hev sig aldrig op over det kedsommelige. 

Det var mærkeligt at se Woy Hodgsons England være lidt uforberedte og lidt la la. For spillestilen, den stramme organisationen som Italien blev rost for og Portugal vandt med er ellers Hodgsons varemærke. Men en masse små mærkelige, forkerte dispositioner hobede sig op. Vi drømte om, at han turde at spille 442 med både Jamie Vardy og Harry Kane fra start. Det gjorde han ikke og hverken Harry Kane eller Deli Alli som man ellers godt kunne spå et international gennembrud fik gjort sig specielt positivt bemærket. Englænderne HAR noget at bygge på, men de veje der kommer herfra er farlige. Vil man vælge en taktisk løs hånd som for eksempel Steve Bruce eller 'Arry Redknapp - der til gengæld er engelske, eller vælger man en udenlandsk la-la-træner ligesom Klinsi. Det er svært. Alene det, at man både overvejer Jürgen Klinsmann og Big Sam Allardyce siger noget om, at man ikke har en levende ide om, hvad der skal ske for engelsk landsholdsfodbold hverken på kort eller lang sigt. Det er ærgeligt. Vi vil så gerne have dem videre, så vi kan se dem ryge ud i en straffesparkskonkurrence. Heldigvis havde vi Wales, der i gode gamle Gary Hastigheds ånd levede over evne og gav håb om, at britisk fodbold godt kan være seværdigt. Og så er Gareth Bale alligevel trådt i karakter som mere end luksusmodellen af Jonas Kamper.

Imens de såkaldte fodboldhipstere havde set frem til, at Belgien og Østrig skulle nå langt i turneringen, så var det andre mere sammenspillede hold, der blomstrede. Belgien havde meget svært ved at nå frem til en startelva. På et tidspunkt var der så mange kompromisser, at stort set hele midtbanen spillede ude af position og roller. Fraværet af reelle backs gjorde selvfølgelig også noget, men luksusproblemet på midtbanen og længere fremme er blevet ret åbenlyst. Og så manglede man nok Vincent Kompany til at råbe holdet i gang. What a waste, men alligevel ikke overraskende. Østrig var et populært valg til slutrundens overraskelse, men der manglede for meget kvalitet ligesom, at David Alaba ikke ligefrem viste noget, der kvalificerer ham til en position længere fremme på Bayern Münchens hold. Verdensklasse-venstreback. Middelmådig midtbanespiller. Han må også hjem og gruble lidt. Til gengæld imponerede Albanien og Island med opportunisme og fight.  Dyder der ikke er vildt flotte i selve spillet. Men det kan man nå rigtig, rigtig langt med. Albanien gik som bekendt videre på bekostning af Rumænien, og det var egentlig lidt synd, fordi de spillede i perioder en omgang virkelig flot fodbold med masser af indendørsdriblinger, lave tyngdepunkter og førstegangsberøringer. Det er ikke det sidste vi har set til dem.

Men den største skuffelse står Rusland og Ukraine alligevel for. Uinspireret og uden nogen form for indhold. Måske vil Andriy Yamolenko gerne indskrive sig i den meget lange række af sovjetiske spillere, der ikke kan slå til udenfor moderlandets grænser. Det var en pinlig indsats af Ukraine og det eneste legitime argument for, hvorfor at EM ikke skal udvides fra 16 hold. 

Og nej, det er ikke de 24 holds skyld, at slutrunden var småkedelig. Det sker. Faktisk var EM 2004 endnu mere kedeligt end EM 2016. og det var dejligt, at der var lande, der lod sig repræsentere på bedste vis og minde om, at den nationale særegenhed i et samlet Europa er noget vi alle har brug for.