Randers-back glæder sig over fast plads
Superliga

Randers-back glæder sig over fast plads

Erik Marxen er lige nu fast mand på Randers' venstreback, og han glæder sig over den måde, som den nye sæson for både ham og holdet er startet på

Randers’ Alexander Fischer har været skadet inden den nye sæson, hvorfor Erik Marxen har siddet på venstrebacken. Og Marxen er tilfreds med kronjydernes og sin egen start under Olafur Kristjansson.

- Det har været fint, synes jeg. Jeg kom tilbage i nogenlunde forfatning, så det er ikke engang sådan, at det har været hjernedødt hårdt. Selvfølgelig har vi fået løbet nogle kilometer, men jeg har løbet mine bedste tests, så formen er, hvor den skal være, synes jeg. De nye drenge, der er kommet, er også faldt fint ind i det, så det ser spændende ud. Pointmæssigt fik vi en god start i mandags i hvert fald i forhold til, hvad vi plejer mod FC Midtjylland. Så jeg er fortrøstningsfuld, siger 25-årige Marxen til Randers Amts Avis, hvor han glæder sig over, at han med Alexander Fischers fravær for tiden er det klare førstevalg på venstrebacken.

- Jeg vil sige, at så længe Alexander Fischer ikke er kampdygtig, så er det klart, at det forbedrer mine muligheder. Nu er han ude på banen i dag, så det kan være, han snart kommer tilbage og ånder mig i nakken, og så må vi se, hvordan det står. Lige i forhold til på søndag tror jeg nok, jeg skal få lov at spille, og så skal jeg bare sørge for at præstere det, jeg forventer af mig selv, for så skal jeg nok holde fast i den plads, fortsætter han om rollefordelingen, hvor han nyder sikkerheden. 

- Det giver en lidt større sikkerhed og måske også en lidt større frihed til at turde lave en fejl i ny og næ. Ikke fordi man skal falde af på den, men mere at man måske ikke har en åndende nakken vidende, at hvis du laver en fejl, så er det ud og sidde. Det gør måske, at man kan spille frit på en lidt anden måde. Det skulle jeg gerne drage gavn af de næste par kampe, indtil Fischer er tilbage.

Marxen skiftede til Randers sidste sommer, efter Vejle, Horsens og SønderjyskE før har haft ham lønningslisten. 22 kampe spillede han i sidste sæson.