Jakob Michelsen: Europa League stiller store krav
Foto: SønderjyskE
Superliga

Jakob Michelsen: Europa League stiller store krav

SønderjyskE-træner Jakob Michelsen er opmærksom på udfordringen ved at spille Superliga og Europa League samtidig.

Selvom sæsonen endnu er ung, løber der formentlig nogle trætte fodboldben rundt i Haderslev. SønderjyskE har haft en travl og krævende start på sæsonen med kampe både i Superligaen og i Europa League.

For en uge siden gik sønderjyderne videre i Europa League efter 120 minutters fodbold i Drammen mod Strømsgodset. Søndag spillede de Superliga i Horsens. I aften spiller de Europa League i Polen mod Zaglebie Lubin. Og allerede i weekenden igen spiller de mod Lyngby. 

- Deltagelsen i Europa League er virkelig en test af spillertruppen, både fysisk og mentalt, og det er bare en helt anden øvelse, end vi er vant til. Torsdag aften spiller vi i Lubin, søndag middag hjemme mod Lyngby. Det stiller store krav. Vi skal kunne toppræstere hver gang.

- Det er vel kun FC København, der kan klare sig i begge turneringer. Vi ved, at der kommer en regning. Der er mange, som har brændt sig på europæiske kampe, se på AC Horsens, som rykkede ud af Superligaen året efter, at de havde spillet europæiske kampe, og også Esbjerg har haft det svært, siger Jakob Michelsen til Jyllands-Posten.

Der er kampstart klokken 19 i Polen.