Bedst og værst: Hjulsager var igen godt kørende for Brøndby
Foto: Michael Sohn/Polfoto
Superliga

Bedst og værst: Hjulsager var igen godt kørende for Brøndby

Tipsbladet.dk zoomer ind på opgøret mellem Hertha Berlin og Brøndby, og her er det Hjulsager, der er hovedpersonen.

Hertha Berlin-Brøndby 1-0 (1-0)
1-0 Ibisevic (28)

Kampens bedste: 

Hertha Berlin: 
Mitchell Weiser gjorde det utrolig godt på backen for Hertha, hvor han bidrog med en masse offensive raids og var uden tvivl hjemmeholdets bedste spiller.

Brøndby: 
Andrew Hjulsager viste igen takter på sit fine talent - særligt med afleveringen til Pukki, som den finske angriber skulle have scoret på. Læg dertil også et væld af tilbageløb af amagerkaneren med portugisiske rødder, og du har en helstøbt indsats af den 21-årige midtbanespiller. 

Kampens værste: 
Som sådan ikke en dårlig indsats af Pukki, men den chance, han fik, var så stor, at det reelt kan være skyld i, at Brøndby ryger ud. Det er bestemt ikke utænkeligt. Den finske angriber skulle have afsluttet bedre. Med syv minutter igen lagde Hjulsager igen en fin aflevering til Pukki, der var uopmærksom.

Kampens detalje: 
Dels var der Brøndbys fans, som leverede en super flot indsats. Selvfølgelig ærgerligt, der var fyrværkeri, som blev sendt ind på banen, men visuelt lignede det argentinske tilstande. Samtidig var Mukhtars flotte driblinger med 22 minutter igen ikke et dårligt syn. Dog var det en skam, at både Phiri og den 21-årige tysker ikke kunne få mere ud af situationen.