Braithwaite afviser Premier League-interesse
Foto: tipsbladet.dk
Ligue 1

Braithwaite afviser Premier League-interesse

Den eftertragtede angriber Martin Braithwaite vil glædeligt bruge endnu en sæson i Toulouse fremfor at søge et skifte til England.

Den danske angriber Martin Braithwaite er blevet rygtet i forbindelse med en række af Premier League-klubber, såsom West Ham, Sunderland og Crystal Palace, men selvom han indrømmer, at der er interesse fra andre klubber, så fortæller han, at han er glad for at blive på Stadium Municipal. 

Braithwaite har lige overstået sin karrieres bedste sæson med 14 mål for Toulouse i 2015/16-sæsonen og er startet den nye sæson i lignende form, da han scorede to gange i lørdagens 4-1-sejr over Bordeaux. 

- Der har været en masse rygter, og nogle af dem er sande. Der har været et par tilbud, men de har ikke været gode nok for at klubben ville sælge mig, eller noget, der i mine øjne har været gode nok til at få mig til at presse et skifte igennem, fortæller Braithwaite til Omnisport. 

- Jeg vil blive i Toulouse endnu et år, for vi er igang med at skabe noget stort. Jeg tror, en god sæson er på vej. Det her er en stor by og det er en fed by i Frankrig og vi har så meget uopfyldt potentiale, som jeg tror, vi kan opnå i denne sæson. Jeg er sikker på, at vi har en stor sæson foran os. 

Braithwaite fortæller også, at han har et ønske om at spille med de bedste spillere. 

- Jeg har ikke nogle specifikke klubber i sigte, men jeg ønsker at spille med de bedste. Jeg vil spille for nogle af de største klubber i verden, det er min drøm. Jeg ved, at jeg når det engang, for jeg tror på mig selv, og jeg lægger det passende arbejde i det hver dag. Jeg ved, at hvis jeg arbejder hårdt nok, så kommer jeg dertil, slutter han.