Vraget AaB-angriber til norsk fodbold
Foto: tipsbladet.dk
Superliga

Vraget AaB-angriber til norsk fodbold

21-årige Viktor Ahlmann skifter til den tredjebedste norske række, efter AaB og angriberen ophævede samarbejdet tidligere på måneden

AaB meddelte for et par uger siden, at man havde ophævet kontrakten med 21-årige Viktor Ahlmann, der i foråret var udlejet til Jammerbugt i 2. division og i 2015-efteråret spillede for Vendsyssel på en lejeaftale.

På Instragram fortæller den unge angriber nu, at fodboldkarrieren fortsætter i norsk fodbold, hvor han har skrevet en kort aftale med Fram Larvik, der spiller i 2. division og det, der svarer til den tredjebedste række. Aftalen gælder i de næste to måneder.

Ahlmann har spillet 32 ungdomslandskampe, 7 Superliga-kampe for AaB og var tidligt i karrieren et stort navn hos de rødhvide nordjyder. Som U15-spiller var han sammen med Lucas Andersen (Grasshopper) og Andreas Bruhn (Viborg) til prøvetræning i Liverpool, uden det blev til en kontrakt.