Video : Tipsbladet
Superliga

OB-anfører: Det er super skuffende

OB-spillerne er godt klar over, at sæsonstarten har været alt andet end prangende.

OB skuffede atter i Superligaen, da det søndag blev til et 0-1-nederlag hjemme mod AC Horsens.  Der står fynboerne fast på de syv point de ter blevet til efter fire uafgjorte og bare en sejr i de syv første spillerunder. 

OB-anfører Kenneth Emil Petersen lægger da heller ikke skjul på sin skuffelse.

- Hvis man ser lidt nuanceret på det, spiller vi os frem til de chancer, man kan forlange imod et hold, som står så dybt. Vi holder dem vel egentlig også fra chancer i det store og hele. De får lidt omstillingsmuligheder, men det er vel meget almindeligt, når man begynder at satse.

- Det er selvfølgelig super skuffende at stå her. Vi vil gerne have haft mere fart og flow i spillet. Vi mangler at gøre arbejdet færdigt. I mange af de andre kampe har det også være lige ved og næsten, men der manglede vi også lige det sidste, siger Kenneth Emil Petersen til klubbens hjemmeside.

Han bliver bakket op af angriber Rasmus Festersen, der i starten af kampen havde en stor mulighed for at bringe OB foran.

- På mange måde ligner det jo lidt nogle af de andre hjemmekampe, vi har spillet. Vi har en del spil og muligheder, men ender med ikke at få scoret. I dag var det så desværre heller ikke nok til det ene point. Det er selvfølgelig lidt irriterende, og det giver en sur smag i munden. Jeg synes, at vi holder Horsens fra det meste. De har deres  mål og en chance mere, men vi har i den grad muligheder til at få et bedre output end det, vi står med nu. Jeg ved ikke, hvad der mangler.

- Det var lidt det samme som imod Silkeborg, hvor vi også havde mange chancer, men heller ikke scorede. Det er lidt historien om, at det kommer i stimer. Nogle gange kan man lave fire mål på fem chancer, og andre gange har man 25 forsøg uden at lave et eneste mål. Det vidner også om, at kvaliteten i det offensive ikke er der i øjeblikket, siger Rasmus Festersen.

OB ligger nummer 10 af tabellen og skal i næste spillerunde en tur til København, hvor FCK venter i Telia Parken - dog er der først en kamppausen på grund af de kommende landskampe. Her bliver der uden tvivl gået til den på OB-træningsbanen.