AGF-debutant: Ikke fortjent nederlag
Foto: AGF
Superliga

AGF-debutant: Ikke fortjent nederlag

Björn Daniel Sverrisson var at finde i AGF's startopstilling efter kun to træninger med sine nye holdkammerater. Islændingen satte et godt aftryk.

Han må have vist noget på træningsbanen, for efter kun to træninger var AGF's nye islænding, Björn Daniel Sverrisson, at finde i startopstillingen mod AaB i går. Han fik fuld spilletid i Aalborg, men kunne ikke gøre noget ved slutresultatet, der viste 2-1 i AaB's favør. Nederlaget ærgrer debutanten, der synes, at AGF skulle have vundet.

- Jeg synes ikke, at vi fortjente at tabe den her kamp. Vi spiller en god kamp, vinder mange bolde og får dem presset tilbage. Nogle få minutter, hvor vi ikke er koncentrerede nok, var desværre nok at give dem sejren. Ja, vi var en mand i undertal, men de må aldrig få de mål, de får. Det føles bittert lige nu, siger debutanten til Århus Stiftstidende

AGF'eren får i de næste godt fjorten dage mulighed for at gøre sammenspillet med sine nye holdkammerater endnu bedre, da klubbens næste kamp først er d. 12 september mod FC Nordsjælland på hjemmebane.