Brøndby-chef: Vi har brug for offensive kræfter
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Brøndby-chef: Vi har brug for offensive kræfter

Brøndbys sportsdirektør Troels Bech vil have endnu mere konkurrence i kampen om at spille angriber i Brøndby.

Brøndby er med 23 mål i syv kampe det suverænt mest scorende hold og topper da også topscorerlisten med både Teemu Pukki og Andrew Hjulsager og har fire angribere i truppen - ud over den skadede svensker Gustaf Nilsson Derfor vil flere sikkert undre sig over, at Brøndby dagen inden transferdeadline henter en ny angriber i form af tjekkiske Jan Kliment, der er lejet for resten af sæsonen i tyske VfB Stuttgart.

Men sportsdirektør Troels Bech forsvarer indkøbet.

- Vi er et offensivt tænkende og arbejdende mandskab, og så vi har brug for offensive kræfter, der kan presse hinanden til træning og i kamp over en hel sæson. Wilzcek og Pukki’s kvaliteter taler for sig selv, ligesom Ureña og Stückler allerede nu presser på for en plads i startelveren, mens vi desværre stadig må vente lidt på at få Gustaf Nilsson helt klar efter sin skade før han kan udfordre de andre angribere, siger Troels Bech til Brøndbys hjemmeside.

- Vi ønsker ganske enkelt endnu mere konkurrence oppe foran og med Jan ombord, får vi en angriber til klubben, der har et stort løbepensum og kan levere den type pres, vi vil se.

- Han har også noget han skal bevise overfor sig selv og omverdenen efter sit flotte U-21 EM sidste sommer. Han brænder derfor for at komme i gang, og det er præcis denne kamp om pladserne, vi ønsker. Vi vil have en kultur i klubben, hvor der skal være noget på spil til hver træning.

I lejeaftalen med Bundesliga-klubben er der en købsoption med i aftalen, hvilket giver Brøndby førsteret til at købe Jan Kliment fri af kontrakten i Stuttgart.