Chancevurderingen: Tre hold i spil til én plads om mesterskabet
Jens Dresling/Polfoto
Generelle

Chancevurderingen: Tre hold i spil til én plads om mesterskabet

Seks hold skal i mesterskabsspillet til foråret, og allerede nu ligner fem hold gode bud på hold, der er at finde i den sjove del af slutspillet. Langt mere mudret er det at finde det sidste hold.

Kan du forestille dig et mesterskabsspil med Esbjerg eller Silkeborg?

Nej, det kan jeg heller ikke.

Til gengæld er jeg sikker på, at de fem hold, der ligger øverst i tabellen lige nu, spiller med om det sjove i foråret. Det efterlader altså kun én plads i mesterskabsslutspillet, og jeg tror, det bliver enten AGF, SønderjyskE eller OB, der tager den plads. Hvorfor forklarer jeg herunder. Først vil jeg starte at afskrive Horsens, Viborg og Lyngby, der alle har flere point end SønderjyskE og OB. Vurderet på potentiale har Horsens, Viborg og Lyngby ikke de nødvendige kvaliteter til at udfordre hverken AGF, SønderjyskE eller OB i sæsonens løb om den sidste mesterskabsspilsplads.

Seks hold skal spille mesterskabsspil i foråret, og af dem ser jeg FC København, Brøndby, Randers, AaB og FC Midtjylland som sikre hold. Alle klubber har på hver deres måde spillet flot fodbold og sammenlagt kun tabt fire kampe. Holdene virker langtidsholdbare og stærke.

AaB har en kamp i aften ude mod Lyngby, og vinder de den, som vores bettingekspert mener, bliver der slået et hul fra de første fem hold i Superligaen ned til den sjette og sidste plads. Hullet er godt nok kun på tre point fra FC Midtjylland på femtepladsen til AC Horsens på sjettepladsen, men når de fem øverste hold ser så stærke ud, er trepointshullet blot begyndelsen på en større separering.

AGF:
Klubben fra Aarhus har lige nu 11 point, som er hentet via tre sejre og to uafgjorte. Klubben har også tabt fire gange, og det er de mange nederlag, som gør holdet til en svær faktor at vurdere. For med AGF er spørgsmålet tit, hvilken udgave af holdet ser vi gå på banen? Er det udgaven, som tabte 0-1 i Silkeborg senest, eller er det udgaven, der vandt 3-1 hjemme over Nordjælland i sidste uge?

Glen Riddersholm og co. har trods alt gode forudsætninger for at ende i top seks. Morten Duncan Rasmussen kan noget af det, man i alle klubber ønsker sig: Score mål. Hans egenskaber i luftspillet kommer til at tiltrække en masse opmærksomhed, som kan give plads til spillerne omkring ham i Riddersholms 4-1-4-1-system.

Specielt nyindkøbet Christopher Ikonomidis, som ser spændende ud med fart og gode driblinger - og så Björn Daniel Sverrisson, der fra en position på den centrale midt har gode evner til at komme i feltet.

Det, der bliver klubbens største problem, er defensiven. AGF har kun spillet en kamp, hvor de ikke har lukket mål ind, og det var i udebanekampen mod Lyngby. Hele seks gange er der gået to eller flere mål ind, og hvis det ikke bliver ændret, ender AGF ikke i mesterskabsspillet. Tidligere har klubben dog vist, at de har evnerne til at stå kompakt, og det bliver de dyder, der skal frem, hvis de vil spille om medaljer og ikke nedrykning.

Chancevurdering: 30 procent.

OB:
OB og cheftræner Kent Nielsen har også gode muligheder for at ende i den sjove, hvis de får rettet op på de åbenlyse mangler, holdet har lige nu. Manglerne er åbentlyst de manglende mål, selv om der i truppen er gode angribere. Kun Silkeborg og Lyngby har scoret færre mål end odenseanerne, der savner skarphed foran kassen. I sidste sæson var Rasmus Festersen og Anders K. Jacobsen giftige med 26 ud af OB's 50 Superligascoringer - den målfarlighed har de to ikke vist i denne sæson. 

Kent Nielsens forsøg på at kopiere både den spillestil og 4-4-2-opstilling, han brugte i mesterskabssæsonen i AaB, har endnu noget potentiale, der skal forløses. Joan Simun Edmundsson har vist glimt af noget godt på kanten, El Makrini og Izunna løber solen sort, men mangler den sidste boldsikkerhed til at sætte gang i angrebene fra den centrale midtbane, og Sten Grytebust i kassen har vist, at han kan præstere på et højt niveau. Men der mangler den sidste skarphed foran mål, før OB scorer højere i chancevurderingen.

Chancevurdering: 30 procent

SønderjyskE:
SønderjyskE startede sæsonen med fem kampe under vanligt niveau, men siden har de ikke tabt. I weekenden præsterede de et flot comeback, og det kan være startskuddet til et comeback i Superligaen også. Holdet brugte mange kræfter på at forfølge Europa-drømmen, men den brast, og nu kommer vi til at se et SønderjyskE-mandskab, der spiller sig tilbage i den form, der gjorde dem til sølvvindere i sidste sæson.

Det, der gør SønderjyskE til det hold med højest chance for at nå slutspillet, er deres træner og deres kollektiv. Jakob Michelsen gør et fremragende stykke arbejde, fordi han formår at få et højt niveau ud af sine spillere og har fasttømret en kollektiv, som få hold kan matche i Superligaen. Oven i det er Kees Luijckx tilbage fra sin skade, og udover en stærk defensiv præstation mod Nordsjælland, krydrede han kampen med en scoring. I Tommy Bechmanns skadesfravær har Mikael Uhre gjort flot figur, men konkurrencen og niveauet bliver skærpet når den 34-årige angriber gør comeback.

Chancevurdering: 40 procent

Jeg vurderer SønderjyskE til at have den største chance blandt de hold, der ikke ligger i top fem, til at komme i mesterskabsspillet. Fokus på Superligaen og et retur til sidste sæsons styrke, skal være med til at hjælpe klubben op på pladsen blandt landets bedste seks klubber.

Men bolden er rund, og hvor mange havde regnet med SønderjyskE som sølvvindere i sidste sæson?