Erfaren Superliga-dommer stopper karrieren
Foto: Martin Davidsen/Tipsbladet
Superliga

Erfaren Superliga-dommer stopper karrieren

Peter Rasmussen dømmer sin sidste Superliga-kamp i oktober.

Når 13. spillerunde af Superligaen afvikles i midten af oktober, bliver det samtidig den sidste Superliga-runde med Peter Rasmussen som en af kampenes dommere. 

Den 40-årige dommer har således valgt at indstille karrieren. Det oplyser DBU på sit website.

- Jeg har været med i mange år og nydt det. Men det kræver rigtig meget at være dommer i dag med alle de krav, der stilles. Jeg vil hellere stoppe, mens jeg gør det fornuftigt og føler, jeg er på toppen. Det har været en ære at få lov til at dømme i den bedste danske række, og der er en masse ting, jeg kan tage med mig videre, fortæller Peter Rasmussen til dbu.dk.

- Grunden til at jeg stopper skyldes, at jeg har en familie, jeg måske har svigtet lidt igennem mange år, fordi jeg har været meget væk som dommer – samtidig med at jeg også har haft et fuldtidsjob ved siden af. Fremadrettet vil jeg være 100 procent til stede ved familien og arbejdet, tilføjer han.

Peter Rasmussens sidste kamp som Superliga-dommer vil samtidig være hans kamp nummer 165 i den bedste danske række. Han har også tidligere dømt 45 kampe på internationalt plan.