Klopp: Vil slutte min karriere hos Liverpool
Foto: Frank Augstein/polfoto
Premier League

Klopp: Vil slutte min karriere hos Liverpool

Jürgen Klopp afslører, at han meget gerne vil slutte sin managerkarriere hos Liverpool, da han ikke vil sidde på bænken til han bliver 60.

Liverpool-manager Jürgen Klopp siger ifølge skysports.com, at han ikke vil sidde på trænerbænken til han bliver 60 år. Han vil derfor være meget tilfreds med at slutte sin karriere af hos Liverpool.

Klopp er lige nu 49 år, hvilket giver ham 11 år mere i trænersædet og 11 år til at indfri sine ambitioner hos Liverpool. 

Den karismatiske manager kan fejre sit étårs jubilæum hos Liverpool i næste uge, hvor han skal til Swansea og bygge videre på Liverpool gode sæsonstart. 

- Det er meget, meget usandsynligt, at jeg stadig vil sidde på trænerbænken, når jeg er 60. Hvis jeg slutter min karriere med kun at have trænet Mainz, Dortmund og Liverpool, så vil det i hvert fald have været tre fantastiske klubber, siger Jürgen Klopp. 

- Jeg vil i hvert fald tage tilbage til Tyskland for at bo, men jeg ved ikke, om jeg kommer til at være træner der igen. Dagen kommer, hvor jeg siger: "Tak, det har været en fornøjelse," 

Jürgen Klopps nuværende kontrakt hos Liverpool udløber 30.06.2022.