Piqué: Stemningen i landsholdslejren er god
Foto: Hektor Pustina/Polfoto
VM

Piqué: Stemningen i landsholdslejren er god

FC Barcelona-forsvareren har meldt sit kommende landsholdsstop, men insisterer, at det intet har med stemningen internt i den spanske landsholdslejr at gøre.

Det spanske landshold fik søndag en pligtsejr over Albanien, men siden blev sejren nærmest overskygget af, at forsvarsprofilen Gerard Piqué efterfølgende meldte ud, at han stopper på landsholdet efter VM i 2018.

Nu understreger FC Barcelona-spilleren at beslutningen intet har at gøre med stemningen internt i landsholdslejren.

- Der har været svære øjeblikke i fortiden, men lige nu er forholdet mellem Spanien-holdkammeraterne rigtig god, forsikrer han ifølge spanske Marca.

Piqué fortæller, at landsholdsspillerne har en tradition med at mødes hos anføreren dagen inden en kamp. Anførerbindet sidder på Real Madrid-rivalen Sergio Ramos.

- Nu da Iker Casillas er væk, er han kaptajnen, så vi holder mødet hos ham og alle Barcelona-spillerne er med, siger Piqué til Marca.

Piqué landsholdsstop kom som følge af, at han i hjemlandet måtte lægge øre til kritik for at spille uden Spaniens flag på trøjeærmet mod Albanien.

Imidlertid viste det sig, at Piqué spillede i en oprindelig langærmet trøje, som man havde klippet ærmerne af. Spaniens flag optræder ikke på holdets langærmede trøjer.