Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: SønderjyskE - Viborg FF

Superligaen er tilbage efter landsholdspausen, hvor SønderjyskE og Viborg FF igen sparker gang i den hjemlige liga. Det bliver samtidig et opgør mellem et hold i kanon form og et hold, der skal op på hesten efter et point i tre kampe.

Kampfakta:
Kampstart: fredag klokken 18.00
Spillested: Sydbank Park, Haderslev
Dommer: Anders Poulsen
På TV: TV3 Sport 1
Twitter: #SJEVFF #sldk

Holdnyt:

Sønderjyske:
Fire sejre på stribe efter otte kampe uden sejr. Der er for alvor vendt op og ned på sæsonen for SønderjyskE, efter de i starten satsede stort på at komme i Europa League-gruppespillet. Men nu er formen vendt, og holdet kan med en sejr på fredag tangere sin bedste stime nogensinde i Superligaen med fem sejre i træk. Samme stime havde de i sidste sæson.

En ting, der er ændret fra sæsonstart til nu er målmandsposten. Marin Skender, der har været fast mand i de seneste sæsoner i SønderjyskE-målet, ligner på nuværende tidspunkt Jakob Michelsens andetvalg efter Lukas Fernandes, der efter en shaky start mod FC Nordsjælland, hvor han så tvivlsom ud ved to mål, for alvor har fundet fodfæste og blandt andet reddede et straffespark mod AaB. 

Fernandes og forsvaret har fundet de gamle SønderjyskE-dyder frem og har lukket af for scoringer i de seneste tre kampe. Det, der kan udfordre dem i kampen mod Viborg, bliver Park og Deblés hurtighed og bevægelighed. 

I den anden ende af banen har holdet fundet en succesformel til trods for, at sidste sæsons førstevalg som angriber, Tommy Bechmann, stadig er skadet. Mikael Uhre og Simon Kroon har vist farlighed foran målet, men også Nicolaj Madsen og backen Marc Dal Hende har vist farlighed.

Johan Absalonsen er tilbage efter sin lyskenskade, og det kan tilføje noget fart til SønderjyskEs venstre kant. Tommy Bechmann er stadig præget af en meniskskade, men hans fremtidsudsigter lysner. Det kan man ikke sige om Casper Olesen, der fortsat er ude med en brækket ankel. Han forventes først at være tilbage på træningsbanen i slutningen af november.

Viborg FF:
Ingen scoringer i de seneste tre kampe har betydet, at Viborg ikke for alvor har kunnet bruge momentum efter sejren over Brøndby. Det er blevet til et point efter en flot fight i Parken i seneste spillerunde, men ellers har klubben tabt 1-0 til henholdsvis AaB på udebane og Lyngby på hjemmebane. Derfor er klubben at finde på en niendeplads med 12 point efter 12 kampe. 

Viborg har scoret 12 mål i 12 kampe, men mangler for alvor at få gang i sine angribere. Sergé Deblé og Jung-Bin Park, der er Johnny Mølbys foretrukne angribere, har scoret tre mål tilsammen, hvilket er samme antal som holdets anfører og midterforsvarer, Mikkel Rask, har gjort. Skal Viborg tage skridtet længere op i tabellen, er det et krav, at deres angribere får gang i målscoringen. 

At Deblé og Park har fået så lang snor af cheftræneren kan skyldes, at Viborg lider af mange skader hos offensive spillere. Osama Akharraz og Oliver Thychosen er begge ude i lang tid endnu, og Mikkel Vestergaard og Jeppe Curth har tvivlsomme fremtidsudsigter med henholdsvis en knæskade og en rygskade. På midtbanen har Jeroen Veldmate været plaget af sygdom, mens Søren Frederiksen igen er klar efter en lyskenskade.

Karantæne:
SønderjyskE: Ingen.
Viborg FF: Ingen.

Bud på startopstillinger:

SønderjyskE (4-1-4-1): Fernandes - Pedersen, Kanstrup, Luijckx, Dal Hende - Drachmann - Kroon, Madsen, Rømer, Absalonsen - Uhre

Viborg FF (4-4-2): Jensen - Pallesen, Rask, Reese, Thorsen - Kamper, Grønning, Fuchive, Frederiksen - Park, Deblé

Profilen:
Sønderjyske spiller med en relativt defensiv højre back, så det offensive i højre side står Simon Kroon i høj grad for. Med fire mål og fire assists har han levet op til de forventninger og leveret lidt til, må man sige. Han har vist en masse forskellige facetter af sit spil, blandt andet med et frækt hælmål mod OB, driblinger i massevis og ægte fighterhjerte, der hører SønderjyskE til. Skal klubben have sin femte sejr på stribe, skal Kroon igen finde storspillet frem, når han står over for en af Superligaens mest konsistente backs i Jonas Thorsen.

Vidste du, at...:
De to hold seks gange tidligere har spillet mod hinanden i Superligaen i Haderslev? Tre sejre er det blevet til hvert hold - de seneste tre til SønderjyskE og de første tre til Viborg. Bemærkelsesværdigt ved disse seks kampe er, at det kun én gang er lykkes for det tabende hold at komme på måltavlen. Det skete for lidt over et år siden, da SønderjyskE vandt ned 2-1. Tommy Bechmann blev dobbelt målscorer for hjemmeholdet, mens Jonas Kamper scorede for gæsterne.

Dom:
SønderjyskE er fantastisk kørende, mens Viborg, trods et flot point mod FC København, har været slingrende. På tipsbladet.dk forudser vi den femte sejr i træk til SønderjyskE, hvor de formår at holde Viborg fra scoringer. Det bliver en hårdt kæmpet kamp, men hjemmeholdet trækker sig sejrsrigt ud med en 2-0-sejr.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: