Video : Tipsbladet
Superliga

Spelmann: Vi fik en semi-røffel

Mandagskampe har en tendens til at indeholde mange mål, og denne runde var ingen undtagelse. AGF vandt hele 6-2 over bundproppen Esbjerg, men i pausen fik de en røffel.

Martin Spelmann spillede mandag sin måske bedste kamp i AGF-trøjen, da holdet på hjemmebane besejrede Esbjerg med 6-2. Man kom ellers bagud allerede efter to minutter, og til pausen var stillingen 1-2. Derfor var det selvsagt ikke en tilfreds træner, AGF-holdet kom ned til i pausen. 

- Vi fik faktisk en semi-røffel nede i omklædningsrummet. Det er jo ikke godt nok, at vi sætter os selv under så enormt et pres ved at snorksove og og give to mål væk på den måde, som vi gør. Men vi kommer igen. Vi har spillet kampe, der var meget bedre end den her, hvor vi ikke har fået point. Det handler om at få point, så det var det vigtigste, for der er nogle ting, vi skal have kigget på, som vi skal kunne gøre bedre. Den går ikke hver gang, at man bare giver to mål væk, og så forventer, at man scorer seks den anden vej, sagde Spelmann til stiften.dk efter kampen. 

Som Spelmann nævner fik AGF vendt kampen i anden halvleg, som man vinder hele 5-0, hvor den tattoverede midtbanespiller selv scorede to gange. Spelmann var i denne kamp placeret tættere på Kasper Junker på toppen, så han havde flere løb og muligheder omkring Esbjergs felt, hvilket gav pote for hjemmeholdet. 

Næste gang AGF har muligheden for at hente tre point er fredag, hvor de tager imod Silkeborg på Ceres Park.