Schmeichel utilfreds med Parken: Banen er elendig
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Champions League

Schmeichel utilfreds med Parken: Banen er elendig

Den danske målmand Kasper Schmeichel, der stod i vejen for FC København onsdag aften, kalder banen i Telia Parken for elendig.

For ganske nylig blev der anlagt ny plæne i Telia Parken, men spørger man Kasper Schmeichel, har det ikke været nogen stor succes.

Keeperen fra Leicester City stod onsdag aften i vejen for FC København, da de to mandskaber spillede 0-0 i Champions League, og efterfølgende var græstæppet i Telia Parken noget af det, Danmarks landsholdskeeper satte fokus på.

- Vi kom efter sejren, og vi er skuffede over ikke at vinde. I første halvleg kom vi ikke i gang, i anden halvleg blev det lidt bedre, men det var svære omstændigheder. Banen var elendig. Når vi ser tilbage, er det godt resultat, siger den danske Leicester-målmand.

Banen i Telia Parken blev blandt andet kritiseret efter Danmarks nederlag til Montenegro, og Kasper Schmeichel mener bare, at banen er blevet værre, selv om der altså er anlagt en ny græsplæne.

- Parken er jo altid et fantastisk sted at spille, og det er et sted, jeg nyder at spille. Fantastisk stadion. Banen er ikke altid lige - op til Champions League-start ..., siger Kasper Schmeichel, der så blev afbrudt:

Den er blevet bedre nu?

- Arh.

Er den dårlig?

- Det er den dårligste bane, jeg har spillet på herinde, det er helt sikkert.

Er det rigtigt?

- Ja, det tror jeg helt sikkert. Det er selvfølgelig også svært med koncerter, og vejret hjælper heller ikke. Jeg tror, det er det bedste, man kan gøre med de remedier, man har, siger Kasper Schmeichel.

Den danske målmand uddybede ikke, hvorfor banen var dårligt, men det var tydeligt at se, at spillerne under kampen havde svært ved at stå fast på banen.

Leicester-træner Claudio Ranieri fortalte, at banen var blød og ujævn.