Glansen er gået af Projekt Watford

Af Andreas Brøns Riise

Det er væltet ind med spørgsmål, siden jeg i seneste afsnit af vores podcast udråbte Watford til at være det mest ucharmerende hold i Premier League.

Min mor har for eksempel spurgt, hvad en podcast er, min bankrådgiver har spurgt, hvornår jeg inddækker overtrækket på min konto, og mine to medværter i De Falske 9’ere har spurgt, om ikke jeg kan prøve at gøre min blog i denne uge lidt kortere.

Svarene er (1) du har dine strikkeaftener – det her er MIN hobby, (2) hvor mange gange skal jeg sige 'snart' og (3) jeg kan ikke love noget.

Men jeg kan da starte med at komme til sagen:

Det startede som et interessant bekendtskab

Da Watford sidste sommer rykkede op i Premier League var der efter ganske kort tid nogenlunde konsensus om, at på trods af de italienske ejeres tendens til at skifte managers på mærkelige tidspunkter og til at køre et utal af spillere i rotation mellem Udinese, Granada og Watford, alle tre klubber de ejer, så var oprykkerne et frisk pust.

Kontrasten til medoprykkerne Bournemouth med deres betontro på deres unge manager med egen ufravigelige spillestil og ukendte spillere, der havde været med til at spille klubben op gennem rækkerne, kunne næsten ikke være større.

Det skabte et fremragende narrativ om to væsensforskellige måder at gøre tingene på, og med den brandvarme og fra Championship uændrede angrebsduo bestående af klublegenden Troy Deeney og Odion Ighalo i front samt den sympatiske og karismatiske manager Quique Sanchez Flores på bænken lykkedes det ”købeklubben” Watford at vinde hjerter – trods alt.

Den tidligere Tottenham-klovn Heurelio Gomes så ud til at have udviklet sig til målmand i Championship. Craig Cathcart blev alle fodboldhipsteres nye yndlings-forsvarsspiller. Det italienske islæt på banen var til at overse, da Almen Abdi og José Manuel Jurado fuldendte den gode gamle engelske 4-4-2 med driblende kanter og scorende angribere.

Pozzo-familiens ellers ildesete spillerkarrussel blev for en stund pludselig hyldet som fremragende scouting, samtidig med at de sagde alle de rigtige ting om, at Watford ikke var en ’feeder club’ til Udinese – snarere tværtimod. Der var historier om spillere, der havde afvist en transfer fra Udinese til Watford og omvendt, og måske var det slet ikke så usympatisk igen at lade spillere skifte klub "internt" i stedet for at kassere dem, hvis de ikke passede ind det ene sted?

Walter Mazzarri

”It’s one of those crazy ones”.

Sådan lød dommen fra Watford-anfører Troy Deeney over klubbens beslutning om at fyre den ellers blandt spillere og fans (klubbens egne og neutrale) populære manager Quique Sanchez Flores, efter Elton Johns hjerteklub havde sikret sig en 13. plads i klubbens første sæson tilbage i den bedste række i 10 år – og det uden at ligge under nedrykningsstregen én eneste gang i løbet af sæsonen.

Da 3-5-2-afficionadoen Walter Mazzarri var Inter-manager var der en stående joke i quiz-form på et fanforum. En bruger postede ti billeder af manageren, og så kunne man ellers gætte løs på, om Inter var foran, bagud eller om kampen stod uafgjort i det øjeblik, billedet blev taget.

Det var så godt som en umulig opgave, for på trods af, at Watford-manageren ofte beskrives som en kloning af skuespilleren Alec Baldwin og krigeren Walter Samuel, ejer han ikke skyggen af karisma. I en Premier League med personligheder på bænken for snart sagt hver eneste klub, ligner Mazzarri inkarnationen af en personlighedsanalyse af en semigod højreback: Han er bare glad for at være med.

Manden har efter sigende modtaget engelsk-undervisning i mere end et år. Alligevel benytter han sig – som den eneste manager i ligaen – af en tolk, når han skal udgyde ligegyldigheder før og efter kampene. Kontrasten til den charmerende og velartikulerede Flores kunne næppe være større.

Mazzarri fik masser af roser efter 3-1 sejren på hjemmebane over Manchester United midt i september. Watford formåede ved at mandsopdække Uniteds højreback med angriberen Odion Ighalo totalt at ødelægge modstanderens opspil og straffede Mourinhos tropper ubønhørligt på omstillingerne. Karma is a bitch.

Siden da har Watford spillet noget af Premier Leagues mest intetsigende fodbold. Det har - efter Capoues magiske målkilde er tørret ud - rakt til 2-2 mod Bournemouth, 0-0 mod kriseramte Swansea, to gange 1-0 over oprykkerne fra Hull og Middlesbrough samt et 0-2 nederlag til den tredje oprykker Burnley. Særligt kampen mod Middlesbrough vil jeg huske for tid og evighed som to timer af mit liv, jeg aldrig får igen.

”Det er et tegn på, at man har et godt hold, hvis man vinder, når man spiller dårligt”, lyder analysen i Watford-kredse i øjeblikket. Det kan også være et tegn på, at man møder endnu dårligere hold end man selv er, selv når man spiller dårligt, fristes man til at indskyde.

Klubben fra det nordvestlige London ligger efter ti runder af Premier League under Walter Mazzarris ledelse på en solid syvendeplads, og troen på, at man kan blande sig i feltet af ’the best of the rest’, spirer i og omkring klubben. Glemt er tilsyneladende, at klubben også lå nummer syv under Flores’ ledelse på Boxing Day sidste år.

Walter Mazzarris eftermæle som Inter-manager blev, at han var ude af stand til at skabe en kamp. Giv ham en modstander, hvis præmisser han skal spille kampen på, og han er i sit es. Giv ham ansvaret for at begejstre fodboldfolket og han kigger på Nordin Amrabat og Troy Deeney og siger: ”Gør noget”.

På trods af den nuværende placering i den sjove ende af ligaen fristes undertegnede i stigende grad til at give anfører Troy Deeney ret. Beslutningen om at udskifte Sanchez Flores med Mazzarri var – selv efter Watford-standarder - ”a crazy one”.

Den italienske managers CV fra især tiden i Sampdoria og til dels også Napoli taler for sig selv. Manden er naturligvis ikke en skandale som manager. Man foranlediges dog alligevel til at tro, at ansættelsen af ham i bund og grund mest handlede om et ønske om nyt legetøj og en ’firmaets mand’ på posten fra:

Pozzo-familien

I går sagde Watfords direktør Raffaele Riva op – efter eget udsagn for at koncentrere sig om ”sine andre forretninger”.

Underforstået: Det har intet med den verserende sag om dokumentfalsk at gøre. Sagen er ganske speget. Den drejer sig om en falsk bankgaranti i forbindelse med salget af klubben fra Giampaolo Pozzo til sønnen Gino Pozzo i 2014.

Sagen skaber frustration i Watford, for bankgarantien gik på, at Pozzoernes Watford-firma Hornets Investment Limited havde den nødvendige kredit på £7m, der var nødvendig for, at handlen kunne gå igennem.

I de to år, Gino har været ejer af klubben, har han investeret mere end £20m i klubben. Firmaet havde altså tilsyneladende de nødvendige midler – så hvorfor skulle de lyve? De engelske fodboldmyndigheder er gået ind i sagen, og straffen kan blive en fratrækning af point, hvis det kan bevises, at Pozzo-familien vidste, at garantien var falsk. Det mest sandsynlige er dog, at den eneste skurk er den tredjepart, Riva har bedt om at få indhentet bankgarantien, hvilket vil resultere i en økonomisk straf.

Tilbage står dog, at Pozzoerne, som for et år siden – på trods af syv managers, 48 permanente transfers og 35 spillerlån (med MANGE gengangere i de to sidste kategorier) på fire år – blev anset for at have skabt en klub, der tilførte værdi til Premier League, nu mest af alt ligner ejere, der har taget rigtig mange af de dårlige sider af italiensk fodbold med til England.

Det være sig kedelig og destruktiv fodbold, installering af en italiensktalende marionet som manager, rod i papirerne – enten selvlavede eller afledt af lyssky samarbejdspartnere – eller fuld turbo på en spillerkarrussel, som med overførslen af daværende transferrekord-sum £12,5m for 19-årige Isaac Success til kriseramte Granada i højere og højere grad synes at trænge til et eftersyn.

På banen tilfører Gomes, Deeney og til dels højesiden med Nordin Amrabat og Daryl Janmaat en smule 'feel good'-faktor. Store dele af resten af holdet har et umiskendeligt skær af lejesoldater over sig - og lige i øjeblikket ingen mere end sidste sæsons åbenbaring Odion Ighalo.

Syvendeplads eller ej: Jeg er ikke fan. Måske er det eneste, der har ændret sig, at Watford ikke længere er den nye og spændende dreng i klassen. Måske er det udelukkende mit syn på projektet, der har ændret sig. Men det Watford, mine øjne skuer i dag, har jeg svært ved at se forsonende træk ved.

--------

De Falske 9'ere leverer ugentlig podcast fra og om Premier League her på tipsbladet.dk - perfekt for dig, der har fra mini til massiv interesse for engelsk fodbold. Hør seneste afsnit ' Make DF9 Great Again!' HER.