Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Viborg FF - SønderjyskE

Viborg har ikke tabt i fem kampe, mens SønderjyskE skal forsøge at komme længere frem i top seks-toget. Det bliver en spændende kamp, men hvem vinder det rent jyske opgør?

Kampfakta:
Kampstart: Lørdag klokken 16.00
Spillested: Energi Viborg Arena
Dommer: Peter Kjærsgaard
På TV: TV3 Sport 1
Twitter: #VFFSJE #sldk

Holdnyt:

Viborg FF:
Ikke siden det på hjemmebane blev til 0-0 mod FC København har Viborg fået point i Superligaen. Det er fem nederlag siden. Derfor er det et mandskab, der hungrer efter point, der lørdag løber på banen for Viborg. Mens holdet kun i en enkelt af de seneste fem kampe ikke har formået at score, så er der derimod blevet lukket flere mål ind. 12 af slagsen har passeret Peter Friis Jensen i målet, og det skal laves om, hvis Viborg skal have point mod SønderjyskE.

I den anden ende skal holdets angribere træde i karakter. Mikkel Rask og Jonas Kamper er topscorere for klubben med henholdsvis fire og tre mål, mens Sergé Deblé er den eneste Viborg-angriber, der har scoret mere end en enkelt gang. 

På skadesfronten må Johnny Mølby se bort fra flere offensive kræfter. Mikkel Vestergaard, Oliver Thycohsen og Osama Akharraz er alle langtidsskadede, mens også Jeppe Curth er fraværende med en rygskade. Mølby må på den centrale midtbane også undvære Jeroen Veldmate samt Jeppe Grønning. Grønning har karantæne.

SønderjyskE:
Philip Zinckernagel sørgede for alle tre point til SønderjyskE i holdets seneste kamp mod FC Midtjylland. Det var en sejr, der bragte klubben tilbage på sejrssporet efter et 4-0-nederlag i Parken mod FCK. Holdet fra Haderslev er kommet flot tilbage i tabellen efter en sæsonstart, der bød på kvalifikation til Europa League, som de satsede stort på.

Mens holdet på banen har succes med at komme tilbage efter den pointfattige sæsonstart, er der flere spørgsmålstegn uden for banen. Cheftræner Jakob Michelsen sættes jævnligt i forbindelse med den svenske klub Hammarby, mens flere af klubbens bærende spillere snart har kontraktudløb. 

Til opgøret mod Viborg er flere spillere fraværende. Det drejer sig i første omgang om Marc Pedersen, der faldt uheldigt i en duel mod FCM's Jonas Borring og derfor er halsskadet og Casper Olesen, der har brækket anklen. Både Janus Drachmann og Johan Absalonsen måtte fredag udgå af holdets sidste træning, men Jakob Michelsen vil ikke afskrive de to spillere helt. Tilbage i truppen er til gengæld Simon Kroon, der har været skadet i en længere periode. Han forventes dog ikke at starte, fordi Michelsen har udtalt, at Kroon kun har luft til 20-30 minutters spil.

Karantæne:
Viborg FF: Jeppe Grønning.
SønderjyskE: Ingen.

Bud på startopstillinger:

Viborg (4-4-2): Jensen - Pallesen, Rask, Reese, Thorsen - Kamper, Keller, Wichmann, Frederiksen - Deblé, Sivebæk

SønderjyskE (4-1-4-1): Fernandes - Rodrígues, Luicjks, Kanstrup, Dal Hende - Rømer - Kløve, Madsen, Hedegaard, Zinckernagel - Uhre

Profilen:
Hvis hjemmeholdet skal have point for første gang i fem kampe, skal Jonas Kamper blive ved med at spille, som han har gjort i denne sæson. Den 33-årige kantspiller har ikke ladet alderen tynge sig, og han spurter stadig frem og tilbage langs højrekanten, som han gjorde det i de unge Brøndby- og Arminia Bielefeld-dage. Kamper har i flere kampe ageret enmandshær for Johnny Mølby, og han skal gerne give Marc Dal Hende en travl arbejdsdag, hvis Viborg skal på tavlen. Jonas Kamper, der oprindeligt stammer fra Falster, har lavet tre mål og tre målgivende afleveringer i denne sæson.

Vidste du, at...:
Viborg ikke har vundet i deres seneste seks kampe mod SønderjyskE? Fire af de seks kampe er blevet til nederlag. Viborg har kun formået at score en enkelt gang i de seneste fem opgør mod SønderjyskE, og der er derfor pres på Kamper, Deblé og co. forud for lørdagens kamp.

Dom:
SønderjyskE skal bruge tre point for at koble sig yderligere på top seks-toget. Og det får de mod Viborg. Det bliver to organisationer, der skal kæmpe mod hinanden, og der vurderes det, at SønderjyskE står stærkest. Viborg får dog brudt mål-krisen mod SønderjyskE, men taber med 2-1.

Indbyrdes kampe, form og tabel: