Video : Tipsbladet
Superliga

FCK-profil om muligt mesterskab uden nederlag: Vi er også mennesker

Et mesterskabet afgjort? Kan FC København gå ubesejret gennem Superliga-sæsonen?

FC København er i gang med en ganske suveræn sæson i Superligaen. 

Efter 20 kampe har klubben allerede hentet 50 point, hvilket kun er overgået i 2010/11-sæsonen, hvor klubben havde 51 point efter samme antal kampe. I denne sæson understreges FCK's suverænitet af forspringet til konkurrenterne, for hvor nærmeste forfølger Brøndby er 11 point bagefter, er der hele 18 point ned til FC Midtjylland på tredjepladsen.

FC Københavns midtbanemand William Kvist mener, at det store forspring understreger FC Københavns høje niveau i denne sæson.

- Selvom Brøndby har haft en flot sæson, er vi stadig 11 point foran. Det foræller, at vi har haft en endnu bedre sæson. Vi har været stabile ved at vinde, mens de andre har slået hinanden på kryds og tværs. Vi kan være stolte; specielt fordi der ikke er lukket mange mål ind. Vi har spillet stabilt og vi har haft enorm kontrol i mange af kampene. Til tider kan det være mere flot, når det sker over lang tid i forhold til, hvis man vinder 5-0 og taber 0-2 ugen efter. Vi har været meget stabile og meget dygtige på det område. Det er vi meget tilfredse med, siger William Kvist til tipsbladet.dk.

Der resterer kun seks kampe af grundspillet, inden mesterskabsslutspil med 10 runder venter til foråret. Der er altså kun 16 kampe tilbage af sæsonen, og William Kvist er enig i, at det bliver svært for konkurrenterne at indhente FC København.

- Hvis man slår en lige linje nu, så vinder vi også mesterskabet med mange point. Men sådan går fodbold bare ikke. Nu kommer der en pause, og der kan ske nogen ting, men vi er ikke for fine til at sige, at det ser godt ud. Vi ligger der, hvor vi gerne vil ligge med et forspring på tocifret antal point. Vi har ikke prøvet at spille slutspil endnu, og det kan altid skabe noget. Har man en god stime, kan man få mange point, og har man en dårlig stime, kan det være hårdere. Vi er 11 point foran Brøndby og endnu flere til mange af de andre, og det ser godt ud, siger William Kvist. 

FC København er på solid mesterskabskurs, for holdet har endnu ikke tabt i denne sæson. Dermed har FC København nu mulighed for at blive det første hold nogensinde til at gå gennem en sæson uden at tabe en kamp i Superligaen. Det er imidlertid ikke det, der er målsætningen for FCK, fastslår Kvist. 

- Det motiverer os ikke nok. Det er sjovt, men det er ikke en motivation i sig selv. Det har heller ikke været en motivation at holde nullet i et antal kampe eller undgå nederlag i lang tid. Det er et resultat af vores større motivation, der gælder om at vinde hver gang. Man har før set, at et hold vinder mesterskabet før tid, og det kan betyde, at de sidste kampe ikke har samme betydning. Derfor er det ikke en målsætning, siger Kvist, der medgiver, at FC København er stærke, men tvivler på evnen til at gå ubesejret gennem sæsonen.

- Vi er trods alt også mennesker, så der kan også være svipsere i løbet af et år, hvor der er for mange, der ikke rammer topniveauet på samme dag. Vi har været gode, men vi har også haft det fornødne held og dygtighed til at komme tidligt foran og kontrollere kampene. Der vil også komme kampe, hvor vi kommer bagud og måske ikke har heldet til at komme tilbage igen, siger William Kvist.