Saints-manager skuffet over EL-exit
Foto: Frank Augstein/Polfoto
Generelle

Saints-manager skuffet over EL-exit

Southampton går ikke videre fra Europa League-gruppespillet efter 1-1 mod Hapoel Be'er Sheva.

Southampton havde inden Europa League-gruppespillets sidste kamp alletiders mulighed for at følge Sparta Prag videre i turneringen. Alt der skulle til, var en sejr eller en målløs uafgjort mod israelske Hapoel Be'er Sheva hjemme på St. Mary's.

Men Premier League-klubben, der havde Pierre-Emilie Højbjerg med fra start, spillede en skidt kamp og fik kun 1-1 efter en sen udligning fra den hollandske stopper Virgil Van Dijk.

- I aften er ordene svære, men sådan er fodbold. Det er en stor skuffelse, fordi vi gjorde, alt hvad vi kunne. Det er meget hårdt at ryge ud, men nu må vi sørge for en god reaktion, siger Southampton-manager Claude Puel ifølge Sky Sports.

For at gøre ondt værre for Southampton måtte angriberen Charlie Austin udgå skadet i løbet af kampen.