Stærk HB Køge-transfer: Henter Daniel Stückler
Foto: HB Køge
1. division

Stærk HB Køge-transfer: Henter Daniel Stückler

HB Køge har fredag aften præsenteret Daniel Stückler som ny angriber i klubben.

Gode angribere har i tidens løb spillet med nummer 9 på ryggen i HB Køge, og nu har 1. divisionsklubben fået en ny angrebsprofil.

HB Køge har fredag aften præsenteret Daniel Stückler som ny spiller i klubben. Den 19-årige angriber har kontraktudløb i Brøndby IF i morgen, og derefter tiltræder han i HB Køge.

Daniel Stückler har skrevet kontrakt for resten af indeværende sæson.

- Vi er selvsagt meget tilfredse med at kunne byde Daniel velkommen. Det har ikke altid været nemt for ham i en storklub som Brøndby, men modgangen har hærdet ham. Der er ingen tvivl om, at Daniel ved hvor målet står, og han ved også hvordan man får sparket bolden ind. Vi håber selvfølgelig, at samarbejdet varer ud over de her seks måneder, men det må tiden vise, siger sportsdirektør Per Rud til HB Køges hjemmeside.

Daniel Stückler ser frem til at tørne ud for HB Køge, der er nummer seks i 1. division.

- Jeg glæder mig til at komme i gang. Mit mål er Superliga med HB Køge, og med mit kendskab til truppen og staben, så mener jeg godt, vi kan drømme om en topplacering. Der er mange dygtige unge spillere, og jeg har selv spillet sammen med Mads Juel Andersen, Andreas Hansen og Kristian Andersen, siger han.

Daniel Stückler nåede 14 kampe og tre mål for Brøndby IF.